Fællesbloggen

Metafore – er en understrøm i sproget som påvirker den måde vi lever på

For de fleste står metaforer som et rent sprogligt fænomen, som vi blev plaget med af en overivrig dansk lære. For de af os som skriver digte er det et værktøj. Lige meget hvordan vi har forholdt os til metafore, er det som noget der kun har med sproget at gøre.

Ved de fleste af de ting, vi foretager os hver dag, handler vi mere eller mindre i henhold til visse retningslinjer. Disse retningslinjer er ikke klare for os, de ligger som en understrøm der uset dikterer vores handlinger og den måde vi opfatter verden. I starten af 1980erne påviste sprogforskerne George Lakoff og Mark Johnson, at disse retningslinjer og den begrebsverden der ligger bag er af metaforiske af natur. Metafore har en central rolle i hverdagen og i hvordan vi opfatter verden og hvordan vi forholder os til andre mennesker.

Lad mig give et eksempel på dette, ved at se hvordan vi egentlig opfatter det at diskuterer!

Her er en række udsagn, der kommer fra diskussioner:

”Den påstand kan du ikke forsvare”

”Jannies kritik rammer mig”

”Hun angreb hver eneste ting jeg sagde”

”Den diskussion kan du ikke vinde”

”Er du uenig? Godt, så fyr løs”

”Den diskussion taber du”

”Du har brug for et godt forsvar, hvis du skal overleve det angreb”

Se engang på de ord, der bruges i disse eksempler: forsvar, angreb, rammer, vinde, tabe og fyre løs. Disse ord stammer fra krig. Vores måde, at opfatte retningslinjerne for en diskussion er styret af metaforen ”diskussion er krig”. Lakoff og Johnson forklarer det således i deres bog ”Metaphors we live by”:

”Det er vigtig at forstå at vi ikke bare taler om diskussioner som om de var krige. Vi kan faktisk vinde eller tabe en diskussion. Vi opfatter personen vi diskuterer med, som en modstander. Vi angriber hans standpunkter og forsvare vores egne. Vi vinder eller taber terræn. Vi planlægger og følger strategier. Hvis vi ikke kan forsvare et standpunkt, kan vi forlade det og finde et nyt. Mange af de ting vi gør når vi diskuterer, struktureres delvis af begrebet krig. Der udkæmpes ikke fysiske kampe, men derimod verbale, og diskussionens struktur med angreb, forsvar, modangreb osv. afspejler dette. Forstået således er ”DISKUSSION ER KRIG” en metafor vi lever efter i vores kultur; den strukturerer de handlinger vi udføre når vi diskuterer.

Forstil dig en kultur hvor en diskussion ikke opfattes som en krig, hvor ingen vinder eller taber, hvor man ikke angriber eller forsvare standpunkter, vinder eller taber terræn. Forstil dig en kultur hvor en diskussion opfattes som en dans, deltagerne er de optrædende, og målet er at optræde harmonisk og æstetisk indbydende. I en sådan kultur ville folk se på diskussioner på en anden måde, opleve dem anderledes, udføre dem og tale om dem på en anden måde. Men vi (fra vores kultur) ville formentlig ikke opfatte dem som diskussioner: De ville simpelthen fortage sig noget andet. Det ville endda være mærkeligt at kalde det de foretog sig, for ”diskutere”. Den måske neutrale beskrivelse af den kulturelle forskel ville være at sige at vores diskussioner struktureres som en krig og deres som en dans”. [1]

Som vi husker fra dansktimerne er metaforens væsentligste egenskab, at de får os til at forstå en slags ting ved hjælp af en anden. Her forstår vi indstillingen til en diskussion ud fra krig. Selvfølgelig er der forskel på en diskussion henover middagsbordet og en væbnet konflikt. Men den måde vi opføre os i en diskussion og den aggressivitet vi lægger for dagen struktureres af metaforen ”Diskussion er krig”. Metaforen eksisterer ikke kun i de ord vi bruger, men er de retningslinjer, den understrøm som dikterer hvordan vi opfatter og opføre os i en diskussion.

Lad os forsætte denne udforskning af metafore, ved at se på begrebet tid.

”Tak fordi jeg må tage lidt af din tid”

”Har du tid til overs?”

”Du spiller min tid”

”Denne i-phone vil spare dig for mange timers arbejde”

”Jeg har ikke tid”

”Hvad skal du bruge tiden på i din ferie”

”Arbejdet stjæler alt min tid”

”Min tid er kostbar”

”Han lever på lånt tid”

Disse udsagn kommer fra metaforen ”TID ER PENGE”. Den sammenkæder tid og indtægt og tilføjer tid en evig følelse af at have for lidt. Man kan i denne metafor mærke hvordan den moderne opfattelse af arbejde har ændret vores opfattelse af tid. Om ”TID er Penge” metaforerne siger Lakoff og Johnson: ”Arbejde forbindes normalt med den tid det tager at udføre, og hvor tid er nøjagtigt kvantiteter, er det blevet kutyme at betale folk per time, uge eller måned. TID ER PENGE på mange måder i vores kultur: telefonenheder, timeløn, hotelværelsestakster, årlige budgetter, renter på lån og at forbrydere betaler deres gæld til samfundet ved at sidde i et vist tidsrum. Disse skikke er relativt nye i menneskets historie, og de findes langtfra i alle kulturer. De er opstået i moderne industrialiserede samfund, og de strukturerer vores basale dagligdags aktiviteter på en gennemgribende måde. Svarende til den kendsgerning at vi handler som om tid er et værdifuldt gode – som en begrænset resurse, tilmed som penge – så opfatter vi tid på den måde. Vi forstår tid som noget der kan bruges, spildes, spares, investeres eller fråses med”.[2]

Det er ikke altid, et begreb kun har et metaforisk billede som strukturere det, det kan ofte have flere. Et rigtig god eksempel er kærlighed (kært barn har mange navne):

KÆRLIGHED ER GALSKAB

Eksempler:” Jeg er sindssygt forelsket, Hun driver mig til vanvid, Jeg er skør med hende, Han er fuldstændig gal med hende”.

KÆRLIGHED ER MAGI

Eksempel: ”Magien er væk, Hun så fortryllende ud, jeg var som i trance, jeg var som forhekset, hun har en hypnotiserende indvirkning på mig”.

KÆRLIGHED ER KRIG

Eksempel: ”Hun kæmpede for at beholde ham, men elskerinden vandt, Han pralede med sine mange erobringer, han forfulgte hende indtil han fik et politi tilhold, hun er belejret af bejlere, han fandt en allieret i hendes mor, til sidst overgav hun sig til kærligheden”.

KÆRLIGHED ER EN FYSISK KRAFT (elektromagnetisk kraft, Tyngdekraft o.l.)

Eksempel: ”Hele hans verden drejer sig om hende, der er spændinger mellem mig og hende, der er en utrolig energi i deres forhold, hun virkede som en magnet på mig, det slog gnister”.

KÆRLIGHEDEN ER EN PATIENT

Det er et sygt forhold, de har et stærkt, sundt ægteskab, deres forhold er dødt, deres ægteskab er i bedring, vi er kommet oven på igen, det står sløjt til med deres ægteskab, deres ægteskab skranter, der findes ingen kur mod kærlighed.

Jeg læste George Lakoff og Mark Johnson ”Metaphors We lives by” i 90erne og på engelsk og egentlig troede jeg først, at disse metafore hørte sammen med det engelske sprog. Der er kommet en dansk udgave i 2002 ”Hverdagens metafore”, og jeg læste den fordi jeg ville se hvordan eksemplerne fungereret på dansk. Der er enkelte eksempler der er lidt stive sprogligt, men eller passer de lige så godt på dansk. Jeg blev interesseret i om det var det samme for andre vesteuropæiske sprog. Jeg har set i en svensk, tysk og fransk udgave. Det er værdistyrende metafore der går igen i den vestlige kultur.

Dette er egentlig ikke tænkt som en anmeldelse af ”Hverdagens metafore”, men den er en af letteste tilgængelige bøger om sprog, der er på marked. Jeg har i dette indlæg kun berørt få af emnerne i den omfattende gennemgang af metaforen betydninger som denne bog rummer. Så hvis du kun stjæler en bog i år, skal det være denne!!

Denne bogs forskning vender op og ned på metafores betydning i sproget. Fra at være et sprogligt billede bliver det vejen til at forstå den vestlige sproglige koder der ligger som retningslinjer for den måde vi opfatter og handler i verden.

Lad mig slutte med endnu et par eksempler, denne gang om orienterings-metafore. Hvis i har overvejet hvorfor man er i København, på Vesterbrogade, på Sjælland, i Jylland og i Tyskland, er forklaringen her. Det er fordi vi opfatter byen som en beholder, lande som beholder. Hvor i mod veje er flader, landområder er flader, øer er flader. Derfor er man på Vesterbro gade, man er på Sjælland og man er på landet. Den eneste undtagelse jeg lige kan komme på er Istedgade (hvor man kan sige i Istedgade), hvorfor Istedgade kan opfattes som en beholder, vil jeg ikke gætte på. Byerne og landene er beholdere, den eneste der falder uden for er Jylland, halvø plejer at være på (på den iberiske halvø). Måske er forklaringen at det tidligere har haft lands status.

De metafore vi beskæftigede os med ved diskussion, tid og kærlighed er det vi kalder strukturelle metafore. Men der findes også metafore der ikke strukturerer et begreb ved hjælp af et andet, men som organiserer et helt system af begreber der står i forhold til hinanden. De kaldes orienterings-metafore, da de fleste af dem har med rummelig orientering at gøre som op – ned, ind – ud, foran – bagved, dyb – flad og central – perifer. Et eksempel er at glad orienteret op. Jeg er højt oppe i dag. Disse metaforer er ikke vilkårlige men tager udgangspunkt i vores fysiske og kulturelle erfaringer.

GLAD ER OP, KED AF DET ER NED

Eksempler: ”Oppe at køre, mit humør er på vej op, du er i højt humør, det er opløftende at der endelig sker noget, hans ansigt klarede op i et stort smil. Jeg er lang nede, jeg er nedtrygt, det er et nedslående resultat, hun hænger med hoved, mit humør er i bund.

Fysisk grundlag: en oprejst kropsholdning symboliserer en positiv følermæssig sindstilstand. En duknakket hængende kropsholdning hænger ofte sammen med at være ked af det.

BEVIDST ER OP, IKKE BEVIDST ER NED

Stå op, vågn op, jeg er allerede oppe. Han fald i søvn, han væltede om af træthed, han er som under hypnose.

Fysisk grundlag: de fleste patedyr(inkl. mennesket) sover liggende og står op når de vågner.

SUNDHED OG LIV ER OP, SYGDOM OG DØD ER NED

Eksempler: han er i topform, frisk som en havørn, han er oppe igen, Lazarus stod op fra de døde, han har lagt sig syg, hans helbred er for nedafgående og vi begraver de døde (mere nede bliver det ikke).

Fysisk grundlag: Sygdom tvinger os til at blive liggende (for slet ikke at tale om døden).

MERE ER OP, MINDRE ER NED

Eksempel: Hans løn er oppe blandt de højeste, antallet af solgte bøger bliver ved med at gå op (drømmetænkning), min indkomst steg sidste år. Antallet af kulturelle aktiviteter er gået ned de sidste år, vi må spare – det er nedgangstider.

Thomas Bredsdorff (tidl. Professor i nordisk litteratur) er en af de danskere, der har arbejdet mest med metafor teori siger i en artikel i Politikken[3] følgende om op-ned- metaforene:

”Jeg har undervist i metaforteori i flere lande og har kunnet trække på dette op-ned- mønster i de studerendes egne, vidt forskellige modersmål. Så jeg har været tilbøjelig til at tro, at vi her faktisk fik et glimt af selve den universelle ur-grund i menneskehedens bevidsthed.

Indtil jeg stod på katederet i universitetet i Nuuk, og mine grønlandske studerende fortalte mig, at i deres modersmål forholdt det sig ikke sådan, at 'op er godt', og 'ned er skidt', men snarere omvendt. Og at det gode sted at komme hen efter døden på Grønland før Hans Egede ikke var op i himlen, men ned på havets bund.

Om det nu skyldes, at føde og frugtbarhed på Grønland ikke kommer som regn fra det høje, men som pattedyr nede fra havet, ved jeg ikke. Men jeg ved med sikkerhed, at det mest universelle 'metaforiske begreb' hos Lakoff og Johnson, den faste værdibetydning af op og ned, alligevel ikke er universel. Dér blev den skudt ned”.

Selvom den ikke er universel giver den et godt billede af den sproglige påvirkning af virkelighed i vesten. Mit sidste indlæg handlet om sproget råmateriale, nemlig vores ordforråd. Dette indlæg om en af de måder sproget fungerer og præger os på. Grunden til at jeg har fokus på sproget, er fordi jeg tror jo bedre jeg kender sproget, jo bedre kan jeg bruge det i min skrivning.

I forhold til at lave karakterer og til at lave dialog mellem karakterer, har jeg brugt ”Hverdagens metafore” som et Blue print. Både hvor mine personer har fulgt disse metafore og hvor de har brudt med dem.

Her er et par link om Metafore

http://130.225.180.61/cfje/VidBase.nsf/(ID)/VB00654863 er journalist Højskolens artikel om hvordan man skaber metafore i praksis.

http://www.textosenlinea.com.ar/libros/Lakoff%20y%20Johnson%20-%20Metaphors%20We%20Live%20By%20-%201980.pdf Dette er den omtalte bog af Lakoff og Johnson på engelsk ”Metaphors We live by” som pdf fil.

Jeg er en ny forfatterspire, i hvert fald her på sitet. Jeg har skrevet siden jeg var meget ung, selvfølgelig ikke det store og mest fantastiske, men alligevel af højere kvalitet end mine jævnaldrene. Jeg har nu i mine voksenår besluttet mig for at det er værd at følge drømmen, og gøre skriveriet til en integreret del af min hverdag og min fremtid.

Det er i denne forbindelse at jeg begynder at blogge herinde også, og forhåbentligt får dannet mig et netværk af inspirerende og erfarne mennesker, som jeg kan spare op ad, og forhåbentligt også give nogle af mine egne guldkorn.

Lad mig til slut saluterer det fantastiske initiativ! Hvor er det dejligt at der findes steder som dette, som vi kan nyde og benytte i fællesskab!

/Cassiopeia

Vores demokrati og vores følelse af at være et folk lettest betydelig af, at vi grundlæggende har samme sprognorm. For os er det en selvfølge, men mange lande er sproglig splittet. Papua Ny Guinea er en ung stat, der rundt regnet har halvt så mange indbyggere som Danmark, men er 11 gange større. Fra ”naturens hånd” taler de i cirka 700 forskellige sprog, hvilket er 1/5 af alle sprog der kendes i verden. Det største sprog er Enga, der tales af 165.000. I administrationen har engelsk en dominerende rolle sammen med Tok Pisin og Hiri Motu (kreol sprog), der er altså 3 hovedsprog. De store sprogforskelle hænger meget sammen med deres geografi, som er præget af bjergkæder, der mange steder når op over 4000 meter og tæt regnskov. Derfor har befolkningen i århundreder levet i små slægts og stammesamfund uden megen kontakt til andre[1].

Nu hvor vi ved, at det ikke er det danske sprogs skyld, at vi ikke forstår hinanden, så lad os se lidt på myterne om det.

Dansk har lagt ryg til fordomme om at være indsnævret sprog, som har mange færre udtryksmuligheder end hovedsprogene. En pointe vi f.eks. møder hos Ebbe Kløvedal: ”Hvad farverigt og varieret ordforråd angår, kan dansk slet ikke måle sig med engelsk. Og når det gælder grammatisk og strukturel klarhed, er både tysk og fransk jo dansk overlegen. Dansk er i det hele taget, set fra en bestemt synsvinkel, en mærkelig, lavstammet bastard af et sprog”.[2]

Hvorfor sprog skal konkurrerer på at være bedst er egentlig en gåde for mig. Egentlig skulle vi fejrer dem alle for, at kunne alt det, som vi har brug for, at de kan. Når dette er sagt, så er der ikke nævneværdig forskel på hvad dansk ordforråd og sprogets kunnen i forhold til de andre sprog. Udover almindelig dansk mindreværd, er der to grunde til denne myte.

Den første skal findes i vores omfattende sprogundervisning. Her støder vi ofte ind i situationer, hvor der er flere muligheder for, hvordan man oversætter et dansk ord til et fremmed sprog. Erik Hansen giver i artiklen ”Smukt og grimt sprog” følgende eksempler:

Træet(s) – der/den/dem/des Baum(s), Spiller – Plays/is playing, Skriven/skrivet/skrivna/skrivit og Kaffe – le café/ du Café.

Dette giver en illusion om, at de udenlandske sprog er mere varieret og raffineret. Da det er fremmedsproget vi skal lære at kende, ser vi ikke de steder hvor det er omvendt. Som for eksempel: Sin/hans – sein, spiller/leger – plays, findes/bliver fundet – finnes og altid/ endnu/ stadig – toujours.

Den anden grund er den markante forskel i omfanget af ordbøger. Kilo for kilo taber dansk til engelsk. Oxford English Dictionary 1992 30 bind har 600.000 ord. Den største danske ”Ordbog over det danske sprog”[3] har 28 bind fra 1919 – 1956 plus 6 supplementsbind og når op på 220.000 ord. Lægger man så de ord til, som ikke er selvstændige opslagsord til er det ca. 300.000 ord. Forklaringen på forskellen handler ikke om ordforrådet, men om økonomi. Der er ikke penge i at lave store ordbøger til et lille marked som det danske, hvorimod engelsk har hele verden som marked.

Hertil skal også siges, at Oxford English Dictionary indeholder støvede ord. Den dokumenterer ikke det sprog, som rent faktisk bruges. Opslagsværket er baseret på engelsk ord, der er indsamlet og brugt gennem de sidste 1000 år. Det er måske kun halvdelen der bruges. Hvor de mindre danske ordbøger indeholder ord der bruges i dag.

I Sverige har man siden 1898 udgivet Svenska Akademiens ordbok, der i sit 34 bind er nået et godt stykke ind i T og indeholder 470.000 ord indtil nu. Inden man er færdig vil den formodentlig komme op på 600.000 som de engelsksproget. Dansk og svensk er meget nær beslægtede. Hvis man laver en dansk opgørelse som den svenske, ville man formodentlig ende med samme antal ord. Hvilket betyder, at det danske sprog kunne komme op på det samme som de engelske ordbøger, hvis de bruger samme optagelses kriterier.

Svensk og dansk ligner hinanden ved at være mere tilbøjelig til at danne sammensatte ord end engelsk. F.eks. Koldfront – Cold front. På dansk har vi det med at lave nye sammensætninger, når vi har behov for det. Nogle gange bliver de brugt en gang, nogle gange bliver de i sproget.

Engelsk har været beriget ved altid at have været åbent for andre sprog. Det har i to perioder været udsat for sproglig påvirkning, dels fra fransk efter den normaniske invasion i 1066, dels i renæssancen, hvor det var en latinsk indflydelse. Det har givet engelsk variation i udtryksmulighederne: Bryllup kan hedde Wedding som er et oldengelsk ord, eller marriage som er et fransk lån. Ask (oldengelsk) question(fransk) og interrogate(latin). De kan alle oversættes med, at spørger, men har alligevel markante betydningsforskel.

Også det danske sprog har konstant været under påvirkning af andre sprog. Derfor er det altid under forandring. Den første stærke påvirkning udefra begyndte i den sene middelalder med nordtyske dialekter (nedertysk). I 1600 tallet kom påvirkningen fra Høj tysk. I 1700-tallet havde fransk en stærk indflydelse på det danske sprog. Fra starten af 1900 tallet har påvirkningen være fra Engelsk. Pia Jarvad fra Dansk sprognævn har lavet en undersøgelse af nye ord i dansk i perioden 1955 – 1975. Undersøgelsen viste, at der er kommet ca. 4000 nye ord på dansk i denne periode, hvis man ikke talte fagordene med. 81 % af de nye ord skyldes påvirkning fra engelsk. Vi optager nye udenlandske ord på to måder. Der er en meget lille gruppe, hvor vi simpelthen importerer ordet direkte som lobby, hardware og Wide Screen. Men de fleste er oversættelses lån (9 ud af 10). Det vil sige, at ordene er overført til dansk. Count Down er blevet til nedtælling, non-violent er blevet til ikke voldelig og freeze dry er blevet til frysetørret.

Mathias Hedetoft prøver i sit speciale i engelsk fra 2012 at efterprøve myten om, at engelsk har et større ordforråd. Også han kommer til det resultat, at sprogene er omtrent lige store. Dette kommer han til ved to forskellige test. Det ene er, at han testede det passive ordforråd ved at tage 1000 ord fra hvert sprog (taget fra Gyldendals røde ordbog). Herefter oversatte han dem til flest mulige på det andet sprog.

”Jeg endte med 6.597 ord på dansk og 6.828 ord på engelsk. Det så altså ud til at engelsk havde flest ord. Men hvis jeg inddragede udtryk og ikke bare oversatte et dansk ord til et engelsk, fik jeg det modsatte resultat. Her fandt jeg nemlig 1178 tilsvarende udtryk på dansk og 762 på engelsk. Sammenlagt lå de to sprog så tæt, at det var umuligt, at kåre en vinder ud fra en såkaldt leksikalsk analyse” siger Mathias Hedetoft til Videnskab.dk[4].

Den anden test var at se hvor mange ord, der er brugt i danske og engelske romaner. Han analyserede 1. kapitel af skønlitteratur (mainstream) udgivet i det sidste årti. Dette skulle vise hvor mange ord der bliver brugt ude i virkeligheden. Resultatet blev omkring 53.000 ord på både dansk og engelsk. Så endnu en gang viste de to sprog sig jævnbyrdige.

Nu når vi er i gang med at tale om, hvor mange forskellige ord forfattere bruger er her nogle eksempler taget fra Henrik Lorentzen (Politikken 2/1 2008)[5]: ” Ludvig Holberg, der godt nok var født i Norge, men boede i Danmark og skrev på dansk, bruger i sine tekster 26.000 forskellige ord. Henrik Ibsen var ikke dansker, men skrev på et norsk, der minder meget om dansk. Hans ordforråd er opgjort til 29.000 ord. I sammenligning hermed kommer selveste Shakespeare, som ellers påstås at have et af de største ordforråd blandt engelske forfattere, kun op på 16.000 ord og overhales af italieneren Dante, der ligger på 17.000. Tyskeren Goethe når i nogle opgørelser helt op på 90.000 ord, men så er navnestoffet også talt med.”

Hvor mange ord er der på dansk? Svaret blæser lidt i vinden. For det handler om hvordan vi definerer ord. Er Hest, hesten, og alle hestene et eller tre ord, hvad med sammensatte ord, hvad med udtryk og hvilke talord er danske. Kjeld Kristensen[6] som er redaktør for den danske ordbog siger i artiklen ”Lidt om ordforråd”, at der antagelig er over en million ord på dansk.

Hvor stort tror du din eget ordforråd er? Stop lige op og gæt. Der er lavet en del undersøgelser i udlandet og i Danmark og de ligger ret tæt. For voksne ligger ordforrådet mellem 50.000 og 70.000 ord. Et barn i 1. klasse har allerede et ordforråd på mellem 5.000 og 10.000 ord. Når vi taler om ordforråd er det vigtig at skelne mellem aktiv og passivt ordforråd. De aktive er dem vi bruger, de passive er dem vi forstår men ikke bruger. En dansk undersøgelse har mål det passive ordforråd til helt op til 95.000 ord.

Sproget går der hen, hvor der er brug for det. Hvis man går længere tilbage var sproget riger på landbrug og søfart end i dag. Til gengæld har vi fået et større fællessprog på for eksempel handel, computer og internet med andre sprog, da der er større fokus på det internationale. Selvom at de fleste danskere over 50 år syntes at sproget er på vej tilbage (hvilket denne gruppe har syntes lige fra Gorm den gamles tid), gør sproget bare det, det altid har gjort, det vandre derhen hvor der er brug for det!

Lad mig slutte med at fokuserer ind på min egen skrivning og det ordforråd jeg bruger. Normalt tænker jeg meget lidt over sproget og ordforråd når jeg skriver. Der er det sprog jeg har og det må historien finde sig i. Det kunne være spændende at vende tingene om, så man finder sproget til historien. At en del af resurse opgaven er, at bruge ordbøger til at finde ord, der passer til.

Respons er at gøre forfatteren mere lydhør for, hvad der gør det største indtryk på læseren. At give Respons til andre når man selv skriver, er at finde ud af, hvad der gør mest indtryk på en selv, så man kan skabe det i det man selv skriver.

Jeg har deltaget i Responshold for digt og prosa. Det har sat gang i tankerne om at give og modtag respons. Det er disse tanker jeg vil sætte ord på i dette indlæg!

I ”Write from the Heart” har Hal Zina Bennett den pointe, at hvis man tager sig tid til at finde ind til det som skaber det største personlige indtryk, vil det automatisk føre en til de evner og teknikker der skaber dette. For hver gang man møder det og åbner sig for det, modner man selv evnen til at skabe det. Hal er af den opfattelse, at meget skriveundervisning sætter lighedstegn mellem at lære visse teknikker og det at skrive godt. For ham, er denne fremgangsmåde med til at gøre det sværere for forfatterspiren at finde sin egen stemme. Så for Hal Zina Bennet er vejen til at blive en forfatter med egen stemme, at opøve evnen til at mærke, hvad der gør størst menneskeligt indtryk. Hvis man tager dette på sig, bliver respons/kritik en træning i at finde det, som gør størst personligt indtryk.

For det er en evne, der skal opøves eller genopdages. Jeg kan blive forundret, når jeg tænker på, hvor meget jeg har læst og hvor svært jeg har ved a t sætte fingeren på det fanger mig ind. Selvfølgelig kan jeg nævne genre og bøger, men at komme helt ned i tekstens materie og fange det ind der sætter sig fast i min hukommelse, har jeg aldrig gjort. Lad mig give et eksempel på noget der gør indtryk på mig, som er taget fra Kitty Wu ”Frikadeller” (http://forfattervaerk.net/forum/Prosa---Drama-erotica-filosofi/6168-Frikadeller): ” Lone er på vej hjem fra supermarkedet. Hun tænker på om indkøbsposerne holder. Hendes arme føles meget tunge. Hanken på den ene pose er ved at gå i stykker. Hun mærker, at plastikbåndet giver sig mere og mere. Lone havde ellers købt en af de dyre poser. Dem med ekstra styrke i hanken”. Billedet af Lones plasticpose hank, der er ved at give efter, selvom det er den gode kvalitet hun har købt, kan jeg ikke komme af med. For mig er det et Meta-billede på den materielle verden fanget i en hverdags hændelse. Nu når jeg mærker, at det gør stort indtryk, kan jeg kikke efter hvordan jeg skabe disse min egen skrivning. At give kritik/respons/feedback er derved ikke længere at finde fejl eller at dømme andres arbejde, men at lære sig selv, at være åben for det som gør indtryk. Og at bruge de indtryk til at finde og udvikle sin egen stemme. Dette fokus motiverer mig til at blive ved med at give respons, da det er en måde at blive ved med at udvikle mig på.

For lad mig være ærlig. Det kræver motivation at give kritik, fordi det rammer ind i så mange fordomme. Kritik, som jeg har udført den indtil videre, kommer fra en demokratisk tradition, hvor man mener, at alle har ret til deres mening. På denne måde bliver min respons fuldstændig styret, om jeg kan lide det jeg læser eller ej. Det bliver også en envejs prædiken om, hvad jeg synes god litteratur og skrivning er. Det kan også være et udtryk for, hvad jeg har lært er god kritik p.t. Jeg synes, at kunne se, at jo ældre man er, jo mere synes man, at seriøs kritik er at finde fejl. Det er jo det, vi selv er mødt med og lidt kritikløst holder jeg fast i faklen uden at overveje om jeg virkelig synes, det giver modtageren eller mig selv, det jeg er ude efter.

Har jeg ikke ret til at have min mening? Selvfølgelig har jeg det. Til folketingsvalg er det vigtigt, at jeg har en mening, et bygger vores demokrati på. Men med responsen handler det ikke om det, men om at finde ind til en form, hvor både modtageren og afsenderen vokser, det man på nydansk kalder Win – Win. Og her er det vigtigt, at have for øje, at jeg ikke ønsker at blive en bedre kritikker, men en bedre forfatter. Kritik er at gøre forfatteren mere lydhør for, hvad der gør det største indtryk på læseren. At give kritik til andre, når man selv skriver, er at finde ud af, hvad der gør mest indtryk på en selv, så man kan skabe det i det man selv skriver.

Af overstående grunde kan jeg anbefale alle, at deltage i Forfatternetværkets responsforum og i det hele taget, at give så meget respons/kritik som muligt. Jannie Solaas er en virkelig god respons håndværker (det har i årevis været hendes levebrød) og hendes råd er meget tekstnære. At jeg nedenfor har lavet et forslag til hvilke områder i teksten, man kan søge efter det, som gør stort personligt indtryk, skal ses som et supplement til den tekstnære tilgang. Listen skal bruges som inspiration og det er ikke alle punkter, der er relevante til alle tekster. Brug dem du synes giver mening! Listen er inspireret af Hal Zina Bennett ”Write from the Heart”.

Det menneskelige indtryk:

Hvordan påvirker teksten dig som menneske (ikke som forfatter)? Svar på dette efter første læsning så det bliver et udtryk for den umiddelbare reaktion? Udpeg de områder der gjorde indtryk og fortæl hvorfor de gjorde det.

Føler du dig set:

Føler du, at forfatteren er opmærksom på din tilstedeværelse som læser? Føler du dig genkendt? Hvad fik dig specifikt til at føle forfatterens opmærksomhed?

Er forfatteren synlig i sin egen tekst:

Føler du en nær forbindelse til forfatteren mens han fortæller? Kan du føle hvem forfatteren er (og er det passende i denne tekst)? Udpeg de steder hvor forfatteren viser eller afslører sig for dig.

Autentien og passion:

Hvad fik dig til at føle, at forfatteren virkelig vidste hvad han skrev om? Hvad fik dig til at føle, at dette emne virkelig betyder noget for forfatteren?

Stemme:

Kommer denne tekst (direkte el. indirekte) ud af forfatterens egen livserfaring? Hvilke ting i teksten overbeviste dig om dette?

Er det som at opleve en levende person berette eller er det mere som en tradition af, hvordan man burde fortælle – hvor du oplever, at dette kunne være skrevet af alle!

Skønhed:

Indeholder teksten for dig en skønhed – noget der er smukt (poetisk eller livsnært smukt)? Hvis det gør, hvor og hvordan har forfatteren formidlet denne skønhed?

Form:

Har teksten en klar form (start, midte og slutning)? Er dette det rigtige valg? Gør det læsningen tryg eller er det alt for forudsigeligt? Hvordan er forholdet mellem form og budskab?

Universelt:

Rammer teksten noget i dig? Sætter den ord på noget der har været ordløst i dig eller som du ikke lige havde tænkt på? Giver den dig en ah-ha oplevelse? Og hvordan gør den det?

Hvad fik du ud af teksten:

Hvad i teksten er brugbart for dig som læser, som menneske og som forfatter? Hvilke følelser får teksten aktiveret i dig?

Transformation:

Bliver du overrasket? Bliver du taget fra en måde at se teksten/verden til en anden? Bliver du udfordret på det du vidste eller troede? Er dette godt eller skidt? Beskriv på hvilken måde teksten gør det?

Påvirket:

Hvor involveret og påvirket bliver du af teksten? Hvad er det i forfatterens valg som skaber dette?

For hver gang du mærker efter, hvad teksterne gør for dig (inden for ovennævnte områder) vil dit eget indre kort over, hvad der er vigtig for dig i din egen skrivning, blive større og mere detaljeret.

Når alt kommer til alt er respons/kritik talentudvikling:

Jeg hørte engang Jens Arentzen sige, at der var for mange børn i kunst. Der bare ville høre, at de er gode. Det skaber forudsigelig kunst, for der bliver ikke taget chancer eller afprøvet noget nyskabende. Derfor er det vigtigt, at der er voksne der fører noget til torvs, uanset om andre kan lide det eller ej. Jeg ville gerne kunne sige, jeg altid er den modne voksne med noget på hjertet. Men det er ikke sandt! Barnet som vil elskes ligger latent i mig. Og det kræver, at jeg hele tiden holder mig mine mål for øje. Det mål, jeg har med lige præcist den tekst jeg skriver og det, at jeg vil blive bedre til at skrive.

Når alt kommer til alt er respons/feedback/kritik talentudvikling. Talentudvikling er hot. Der har været et boom inden for undersøgelser af, hvad som skiller de rigtig gode fra de gode. Dem jeg har læst er faktisk meget forskellige, men en ting går igen – fast feedback i hele udviklingsforløbet. Dette gælder for eksempel for Anders Ericssons studier af Violinstuderende fra Berlin Musikkonservatorium, hvor de allerbedste blandt andet skilte sig ud i deres iver for løbende at evaluere deres performens. De opsøgte mere end andre lærerens og kammeraternes feedback. Denne evne er central, for jo dygtigere man bliver, jo sværere er det selv at finde fejlene, eller se, hvor man skal udvikle sig. For at have en forståelse for, hvor man stadigvæk kan forbedre sig, må man være bevidst om, hvor man er god (Komfort zoner) og så arbejde uden for eller på kanten af disse zoner.

Hvis man ser inden for sport, har man systematisk opbygget en trænerkultur, som kan være sparingspartner og stå for feedbacken. Lige fra amatør status til elite. I erhvervslivet bliver mentor ordninger mere og mere almindelige. For studerende på universiteter, konservatorier og balletskolen, er det lærere. Men på forfatterområdet er denne struktur mindre klar. Der er selvfølgelig 5 pladser på forfatterskolen, hvor de får kvalificeret feedback. Og hvis man er heldig, kan man få lidt respons fra forlagene. Men i en tid, hvor forlagene er på tilbagetog og selvudgivelser i form af e-bøger og på print on Demand bliver en realitet for flere skribenter, må kommende forfattere selv være ansvarlig for, at de får den feedback de har brug for. Vi kommer mere og mere til at være vores egen redaktør (når eksisterende bliver sparet væk). Vi er, i modsætning til sport og erhvervsliv, selv ansvarlige for at sikre os den feedback, vi skal have for at udvikle vores skrivning. For at kunne varetage disse roller, er det essentielt, at vi har udviklet vores evne til at give respons/feedback på et sådan niveau, at vi selv kan redigere vores kommende udgivelser. Og at vi har så meget erfaring med at give feedback, at vi selv kan vurdere kvaliteten af den feedback vi hele tiden selv må sikre, at vi får.

Bare et tilfælde

Det havde slet ikke været meningen. Alt var ellers gået som planlagt, lige indtil hun var dukket op. Han havde slet ikke regnet med, at hun ville komme tidligere hjem fra arbejde. Han havde ellers nøje overvåget dem begges færden til og fra arbejde. Men sket var sket.
Han var stille brudt ind ad fordøren og simpelthen fanget den unge fyr i sengen. Han havde heldigvis sovet, så han hørte ingenting og mærkede da heller ikke noget, da han blev halshugget med den store blanke le. Efter at have renset leen for det silende blod skulle han lige til at partere fyren med den medbragte motorsav, men lige i det øjeblik havde han set en bevægelse i øjenkrogen og dernæst hørt et skrig. Kæresten, den blonde model havde opdaget ham og var begyndt at skrige, da hun havde set hendes kæreste ligge tilsølet i blod med hovedet liggende adskilt fra kroppen.
Han havde slet ikke rørt sig. Et mindre chok havde han vel fået, men han havde alligevel været hurtig, da kvinden havde forsøgt at flygte. Tøser skulle sgu altid stå der og skrige først, inden de vælger at løbe deres vej. Det gør dem langsomme, og derfor nåede han også at gribe fat i hendes lange hår og knalde hende en hård lussing på siden af hovedet, så hun faldt på gulvet.
Han havde været hurtig til at fiksere hende, og selvom hun var sprælsk og skreg op, fik han revet nederdelen af, flænsede hendes trusser og voldtog hende hårdt og hurtigt. Når hun klædte sig som en billig luder hvorfor så ikke udnytte det? Bagefter havde han taget godt fat om hendes tynde hals og kvalt hende uden de store problemer.
Nu da han stod med 2 lig og ingen vidner, var han mere rolig og fattet. Fyrens lig fik han slæbt ned på gulvet ved siden at kvinden, så de lå tæt op ad hinanden. Nu ville det sjove begynde. Han tog sin motorsav og startede den. Blodet sprøjtede overalt i soveværelset, da han begyndte at save ligene i stykker. Han startede med at save arme og ben af for så at save dybere ned i kroppene så han fik savet rygraden over. Det var et kæmpe blodbad og alt dryppede af frisk blod da han endelig sænkede motorsaven. Ligene var ikke meget mere en blodige klumper med sener og knoglestykker.
Et smil bredte sig på hans mund, og han smagte blod, da han slikkede sig om munden. Ude på badeværelset skiftede han hurtigt det blodige tøj med noget rent, som han havde parat i en sportstaske. Derefter var han hurtigt ude af huset og på vej væk i sin røde Fiat.
Inde i det blodige soveværelse åbnede der sig et tøjskab. To forsigtige buttede fødder kom ud, og pludselig stod en lille lyshåret pige med store skræmte øjne og knugede en Peter Plys bamse hårdt ind til sit skælvende bryst.

Når man står på tærsklen til at vælge forfattervejen, kan man overvældes af mange spørgsmål - bl.a. til skriveprocessen, hvordan man bliver inspireret, og om ensomheden kan blive for meget. Det er gode spørgsmål, som kan diskuteres vidt og længe, og som forskellige forfattere har forskellige svar på. Her er mine egne bud.

Spørgsmålene, jeg vil omtale her, er:

Hvordan bliver jeg inspireret?
Hvordan ser min proces ud fra idé til udgivelse?
Hvad er bedst? Lang tids forberedelse eller bare at sætte sig og skrive på livet løs?
Er forfatterskabet et ensomt arbejde?


Inspiration
Min egen inspiration kommer fra det, der sker omkring mig. Ikke nødvendigvis i mit liv. Det kan være dét, der sker ude i verden. Nyheder, dokumentarer og andres livshistorier giver mig mange idéer. Andre gange er det mødet med andre kulturer eller historier, jeg hører eller læser. Det kan også være et billede eller kunst eller musik, der sætter en stemning i gang i mig, eller hvis jeg går en tur og pludselig er et sted, der kunne fungere som scene i en historie. Måske et dystert sted. Som regel kommer idéerne af sig selv til mig. Fx kan jeg spontant ”se” en scene udspille sig på det dystre sted, eller jeg kan mærke, stedet drager mig, fordi det rummer så mange muligheder. Når jeg bliver draget af en historie, nyhed, stemning, et sted eller andet, tager jeg mig tid til at undersøge min fascination. Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg blev interesseret, og hvad jeg kan bruge det til. Der kan komme mange svar, og dem, der giver mig mest lyst til at skrive, bruger jeg. Nogle gange vender jeg historier og nyheder, jeg har hørt, på hovedet eller forestiller mig en alternativ udgave af historien. ”Hvad nu hvis ...” spørger jeg mig selv. Det sker også, at jeg har et budskab på hjerte og så leger med idéen om, hvordan jeg tydeligt kan få det budskab frem – hvilke konflikter der vil sige budskabet stærkest osv. Men det sker også ret ofte, at idéerne kommer til mig, uden at jeg har søgt dem. Jeg tror, det er fordi, jeg altid har stillet spørgsmål til min omverden og forestillet mig ting ske på en anden måde. Processen er blevet automatisk. Prøv at gøre som jeg. Måske vil idéerne flokkes så meget i dig, at du må skrive dem ned for ikke at glemme nogen. Sådan er det for mig.


Processen fra idé til udgivelse
Når jeg har fået nogle idéer, undersøger jeg dem på kryds og tværs for at mest muligt ud af dem: ”Ville det være bedre at gøre dette eller dette? Hvordan bliver dramaet størst? Skal jeg vende noget på hovedet? Hvordan gør jeg historien anderledes, så den ikke er som andre historier?” Osv. Idéerne fortsætter med at forme og forandre sig under selve skrivningen. Det giver jeg plads til. Derfor kan skabelse og skrivning foregå på samme tid og gør det ofte hos mig. Når historien ligger så fast, at den ikke ændrer sig længere, eller jeg ikke ser nogen mening med at ændre den mere, går jeg i gang med at gennemskrive historien så mange gange, det er nødvendigt for, at den og sproget bliver stærkt og levende. Som regel er første udkast som et skelet, mens de næste putter kød, hud og hår på det lille væsen. Min sidste gennemskrivning pumper blod ind i det, for der tilføjer jeg de sidste, afgørende detaljer og finpudser så meget, at historien bliver helstøbt. Ofte kender jeg ikke detaljerne før til sidst. Derfor foregår min egen skrivning i flere faser, hvor jeg langsomt bygger historien op. Andre udtænker alt på forhånd og skriver historien, når alt er klar. Den metode virker dræbende på min proces. Jeg kan lide det uforudsigelige i kreativiteten. De bedste drejninger og detaljer kommer spontant for mig. Det er naturligt, at der vil være lidt redigering forbundet med at få bogen udgivet, men her ligger alt i historien og detaljerne fast for mig, så det er kun ordpilleri, der er tale om.


Forberedelsestiden
Det er forskelligt for alle forfattere, hvad man arbejder bedst med. Nogle kan lide at planlægge alt ned til mindste detalje. Måske fordi de ikke kan lide det tidsspilde, der kan følge med at skrive frit, eller fordi de ikke vil risikere skriveblokeringer – eller andet. Min erfaring fra forskellige skrivende siger mig, at de to yderligheder – enten at planlægge alt eller at skrive fuldstændig frit – ikke passer så mange. Som regel er middelvejen bedst. Jeg selv planlægger de grundlæggende dele af historien: ”Hvad drejer historien sig om? Hvem spiller rollerne, og hvad kan de bidrage med til dramaet? Hvilke store konflikter opstår undervejs og hvorfor?” Jeg efterlader et vist rum til, at konflikterne kan suppleres eller erstattes af andre, uden at hovedhistorien ændres. Normalt har jeg en idé om, hvordan historien slutter, men jeg lægger mig ikke fast på slutningen. Hvis personerne eller historien tager en mere interessant drejning undervejs i skrivningen, vil jeg ikke presse en forkert slutning ind. Så bliver slutningen, som personernes adfærd og de nye idéer dikterer. Når du skal finde din egen proces, må du prøve dig frem for at finde balancen mellem forberedelse og spontanitet. Prøv fx at skrive et par noveller, hvor du har planlagt alt. Skriv så et par noveller, hvor du intet planlægger. Skriv til sidst et par noveller, hvor du planlægger de grundlæggende dele og lader spontaniteten bestemme resten. Kun erfaring kan fortælle dig, hvad der er rigtigt for dig.


Ensomhed
Det er langt fra ensomt for mig at skrive. Tværtimod. Jeg hygger mig enormt. Det er fantastisk at få lov at fokusere 100 % på kreativiteten. Det er også normalt, at forfattere må arbejde med andet end at skrive, fordi de færreste kan leve af at skrive. Igennem det andet arbejde kan man have meget kontakt til andre. Men nogle kan føle sig lidt ensomme, hvis de ikke kender så mange andre, der skriver. Der er det vigtigt at have et godt netværk af skrivende, og det kan man fx få hos forfattervaerk.net. Har du andre skrivende i dit liv og sørger for at se andre mennesker, når du ikke skriver, modvirker du den følelse af ensomhed, der måske kunne opstå. Nogle synes, det stadig er et meget ensomt arbejde, men det kommer an på, hvilken person du er. Personligt kan jeg lide at arbejde alene, og derfor føler jeg mig aldrig ensom. Havde jeg brug for at hyggesnakke med kolleger nogle gange i timen, havde jeg det måske anderledes, men for mig er hyggesnak midt i skrivningen forstyrrende, fordi jeg fokuserer så stærkt på det, jeg laver. Derfor flyver skrivetiden for mig – alt for hurtigt – og bagefter hyggesnakker jeg med venner og familie. Det giver mening og balance for mig. Prøv de forskellige muligheder af for at finde din egen balance.


Jeg ønsker dig god inspiration til din skrivning!

Puha! Jeg har godt nok haft travlt på det sidste, så nu er det vidst på tide at få alting opdateret. Siden mit sidste indlæg har jeg nemlig bragt ikke færre end 4 udgivelser til dørs.

Den første er en Science Fiction for teenagere og hard core sci-fi fans. Bogen hedder Skrymers Handske og kan fåes både som eBog og som PaperBack.

Kort fortalt handler bogen om Tjalfe og Røskva, der bliver kidnappet af Aliens. Deres kidnappere er de frygtindgydende Jætter, som har hærget i galaksen i mindst tusinde år og som for længe siden ville have erobret jorden, hvis ikke det havde for alliancen mellem Aser og Vaner, som konstant kæmper for at standse Jætternes brutale fremmarch.

Thor, Sif, Freja, Loke og Balder iværksætter nu en redningsaktion, som bringer dem ud Skrymers Handske, et sted langt ude i rummet, hvor tyngdekraft, tid og rum er næsten uforudsigeligt og derfor også meget farligt.

Samtidig er der en forædder iblandt dem og især Thor og Freja må træffe nogle vanskelige valg.

Se mere om bogen her eller gå direkte ind og køb den et af disse steder:

• Holbo-Historier.dk (min egen webshop, hvor du kan købe både eBog og trykt bog)
• Saxo.com (eBog og PaperBack)
• Gopubli.sh (eBog)

 

Den anden bog er den første i serien om eventyrlandet "Gurlumhej" og de sjove dyr, der bor her.

Det er en højtlæsningsbog, men kan også selvlæses af børn i indskolingen. Bogen hedder "Drillefanten, der ikke ville drille," men jeg vil ikke afsløre alt for meget.

Bogen kan fåes som eBog eller som HardBack og du kan læse mere om bogen her.

 

 

 

Den tredje bog er mit første forsøg på at skrive en såkaldt "single," dvs. en mellemting mellem en roman og en novelle. Tanken med en single er, at den skal kunne læses på en aften og derfor er den typisk et sted mellem 40 og 80 sider i trykt form. Bogen hedder "Østerby" og handler kort fortalt om beboerne i Østerbys Vestkvarter og deres noget specielle forståelse af god etik og moral. Der er masse af sladder og plads til et godt grin. F.eks. kan du møde gamle hr. Frederiksen, der er så forhippet på at blive gift med sin underbo, at han har købt et periskop i fætter BR - og hvad mon han så bruger det til?

Du kan finde bogen her.

 

 

 

 

Den fjerde bog er egentlig ikke ny. Det er børnebogen "Prinsesse Lila og Prinsen på Den Vrede Hest," som er mest til højtlæsning for de yngste, men som også kan bruges til selvlæsning op til 1. klasse. Bogen handler om Prinsesse Lila, der har det skidt med sig selv. Hun har mødt en Prins, som hun gerne vil giftes med, men desværre har prinsen en hest, der er rigtig ondskabsfuld. Heldigvis møder hun dragen, der spiser dårlige følelser og den hjælper hende til at få det bedre med sig selv og besejre Den Vrede Hest. Historien ender godt for alle parter - også Den Vrede Hest, så der er masser at tale med sine børn om, når den er læst færdig. Bogen har indtil nu kun kunne købes som eBog, men nu er den altså udkommet som trykt bog og kan bestilles her.

Jeg tror, at for at blive en original forfatter, må man først blive en original læser. For hvordan skal man kunne skrive noget originalt, hvis man ikke har en klar fornemmelse af hvad der allerede er skrevet?

Velkommen til min første spæde start som blogger. Jeg har siddet og læst Jannie Solaas blog, den pige ved godt nok noget om skrivning. Det gør jeg ikke, det eneste jeg kan tilbyde er påstande. Og jeg påstår ikke fordi jeg ved noget. Mine påstande kommer udelukkende af usikkerhed. Derfor er det naturligt for mig, at de første indlæg på denne blog handler om at læse. Jeg er nemlig ordblind, og i min opvækst gjorde jeg mig meget umage for at undgå at læse. Alligevel har jeg altid være tiltrukket af litteraturens verden, både det at skrive og det at læse. Derfor har jeg gjort begge men med en del modstand. Især fik jeg i perioder skrevet en hel del. Det var i disse perioder, jeg kunne konstatere, at min skrivning led under, at jeg var meget lidt belæst.

At ville være forfatter, uden at læse fast, er som en ikke svømmer, der vil være livredder. Jeg har siddet med mine tekster og syntes, de var velskrevet og sprogligt i orden. Alligevel manglede mine tekster noget, som de udgivet bøger havde. De udgivne forfattere havde et tilhørsforhold til allerede eksisterende litteratur, der på en eller anden måde løftede dem, til niveauet over mit. Derfor har jeg de sidste 25 år læst ufattelig meget. Samtidig med, at jeg hele tiden prøvede, at læse på en sådan måde, at det på bedst muligt måde understøttede min skrivelyst. Det er disse erfaringer, jeg gerne vil dele med jer. Denne gang er fokusset på hvordan man bliver en original læser, næste indlæg bliver om begrebet ”to read as a writer”.

Vi oplever det naturligt hele tiden at udvikle den måde vi skriver på. Hvor i mod er vi stationære og stereotype i vores læsning. Jeg har selv læst bøger tilfældigt og uden forståelsen for at læsningen både er en læreproces i det at skrive, samtidig med, at det er en form for åndelig minedrift, der har stor indflydelse på det vi skriver.

Egentlig er det at læse som at slå op i et katalog over skriftens muligheder. Derfor forbedrer det at læse ens skrivning på mange måder. For det første giver det dig mulighed for at finde din stil og de ting du syntes der er vigtige og interessante at skrive om. Du får plot-opbygning og mange andre skrivetekniske greb ind på ryggraden. Det at læse kan løse mange af de besværligheder som opstår i min egen skrivning. Når jeg ikke kan få noget til at virke, kikker jeg altid efter hvordan andre har løst det. Ud over det skrivetekniske øger læsningen ens ordforråd. Et større ordforråd giver et mere præcist sprog. Velmenende skrivebøger forslår, at man tager ordbogen og øver et eller andet antal nye ord hver uge. Jeg har prøvet, men det dør ret hurtigt for mig. Min oplevelse er også, at man nemmere optager nye ord, når man ser dem i sammenhæng.

Vi lærer gennem eksempler. Det er både gennem de gode og de dårlige, gennem det som fungerer og det som ikke fungerer. At læse er, at lære hvad der tænder din appetit. Hvad er det en forfatter skal gøre for dig så du sluger bogen råt? Skal du føle dig genkendt, skal du føle dig hørt eller forstået, skal det være smukt eller skal det være spændende. Når du har identificeret dette, er du tæt på viden om hvad du skal skrive. Dette er dog ikke et stationært punkt, det flytter sig. Derfor skal du genopdage din appetit igen og igen. Forfølg din personlige smag målrettet og stol på din intuition. Vær altid på jag efter bøger som passer på der, hvor du er I din skrivning! Gå ikke på et skrivekursus uden at spørge læren om de kender forfatter som passer på det du laver. Det kan også være bøger der er gode til noget du gerne vil være bedre til. Nogle hvor sproget er fantastisk eller som bare kan det med personbeskrivelsen. For gode plot, gode personbeskrivelser, tekster skrevet med stort mod og især godt sprog smitter. Derfor holder jeg mig altid til en lille samling af ”smittebære”, så når jeg går i stå eller bare føler, at jeg har brug for et indspark, læser jeg i disse for lige som at komme i stemning og skærpe fokusset på det jeg gerne vil have sker i skrivningen. Disse bøger skifter en gang i mellem. Dem der stå der for fantastisk sprog indspark er Paul Bowles (det skal være de originale engelske, de fedtfattige danske oversættelser dur ikke) og Thomas Bobergs ”i den næste by”.

Prøv at læse en god bog en gang til så snart du er færdig. Hvis det er uoverskueligt, så gør det med noveller. Hvad ser du i læsningen som du ikke så i den første læsning? Detaljer og dybden står mere klart frem og giver en anden oplevelse. Hvis man ikke fanger detaljerne og dybden i ens læseoplevelse, er der en god mulighed for at de heller ikke er der i ens skrivning.

At læse er også en form for at lytte og sprogets melodi kan trække ordene med sig. På en eller anden måde er læsning ikke bare en øjne-hjerne forbindelse, det er også en øre-hjerne forbindelse hvor sprogets musik bliver opfanget. Det er en stor kvalitet, at have åbnet sig for sprogets lyde lige meget om det er uden eller inden for skriftens sider. Jo mere du åbner dig for sprogets lyde og dets rytme, jo mere nuanceret bliver det du skriver. Jeg læser ikke en skønlitterær bog uden at læse nogle sider højt, for at mærke rytmen. Mange forfattere har læst deres tekster højt mens de skrev dem, for det er her man mærker tekstens energi og liv.

Forfatteren David Morley siger:”Reading is a kind of rewriting but by many hands and eyes”. Der sker en symbiose mellem forfatterens ord og læserens fantasi, der gør at alle læsninger er unikke. Jo mere man selv læser jo tættere, kommer man på en intuitiv forståelse af det som sker med en tekst når den bliver læst.

Jeg vil i næste indlæg gå i dybden med begrebet ”at læse som forfatter”. Her vil jeg lige smide en tanke efter det modsatte, altså at skrive som en der læser. Giver det nogen mening, ja det tror jeg. Hemingway skriver et sted, at han kan skrive klogt som Dostojevskij, men så kommer han i tanke om, at det var de steder han sprang over. Det er en god lære, at se efter de steder du enten springer over eller hvor du skal yde indre vold mod dig selv for at komme igennem. Lad være med at skrive det du selv ville have sprunget over hvos en anden forfatter. Det er også en god ide, at se efter hvad det er, som gør en god læseoplevelse for dig. Skriv ned når du har en sådan, du kan bruge elementer af det i dit eget. Eller sagt med andre ord: skriv tekster som du selv ville læse!

En af de første bøger jeg læste om at skrive var Damon Knight ”hvordan skriver jeg noveller”. Han gav mig svaret på hvad skal Jeg skulle læse. Ved at sige: alt! Brugsanvisninger, indholdsfortegnelser, fagbøger, skønlitteratur, alt med skrift. Selv om det lød uoverskueligt, begyndte jeg. Når jeg sad på wc læste jeg brugsanvisningen på rengøringsdunkene, indholdsfortegnelserne på sæbebeholderen og shampooen. I køkkenet var det brugsanvisninger og madopskrifter. Utilgængelig for børn – tonefaldet, lærte mig noget om sprogets autoritet. Ud fra en brusanvisning til en teflon stegepande, har jeg skabt en roman figur, der er altafvisende. Så hvis i står i køen til toilettet og jeg sidder derude, så bevæbn jer med tålmodighed!

Hvad skal man læse når det kommer til almen litteratur? Det første råd, er at man skal læse i den genre som man selv vil skrive i. Men hop en gang imellem genre da kan give nye indgangsvinker og ideer. Klassikere er altid en god ide, for det er bøger der er forblevet aktuelle gennem mange år.

Efter at have læst litteraturhistorie, der skuffede ved at kun at have europæisk bøger og kun berøre overfladen af det store hav som klassikerne udgør, søgte jeg noget mere. Jeg fandt den ”sprøjtekannon” som Poul Borum lavede til forfatterskolen (http://hvedekorn.raptus.mico.dk/wp-content/uploads/2010/07/Spr%C3%B8jteKanon.pdf, hvis i vil ha den på bog er den bagerst i Dorte Øberg og Anne Toft: ”Det litterære væksthus”). De næsten 1000 navne er skræmmende, men den skal ses som en menu som i kan vælge fra. Jeg har med stor fornøjelse brugt den til inspiration for min læsning i 15 år. Man skal dog være klar over at listen hovedsagelig er modernistisk og repræsentant for den ”gode smag”. Derfor bør man også læse bøger, der henvender sig lidt bredere. Til det har jeg tre forslag. Det ene er ”1001 bøger du skal læse før du dør”, der har flere populære titler. Den anden er hjemmesiden http://www.goodreads.com/. Den har 13 millioner læseinteresseret brugere. Hver bruger opretter ”hylder” med bøger de har læst og vurderer dem med stjerner. Ud fra de bøger man vælger får man forslag til læsning. Man kan også dele sine læseoplevelser med sine venner. Lad mig afslutte dette overflødighedshorn af boganbefalinger med avisen Guardians anbefalinger http://www.guardian.co.uk/books/2009/jan/23/bestbooks-fiction. Disse 1000 bøger er gode læseoplevelser med et bredere publikum end dem som Borums liste indeholder og kan derfor bruges som supplement/modvægt.

Der er også en del bøger og kilder vi egentlig ikke normalt læser. De hører en anden tid til. Ofte er det bøger til almuen som politikkens hvem, hvor og hvad, årsrevy og meget andet. At jeg fik øjnene op for disse var egentlig en kammerat med lommesmerters skyld. Han ville gerne komme med noget jeg blev glad for, men havde kun 50 kroner at gøre godt med. Han læste religionshistorie og tænkte, at han kunne bruge den viden til at finde en bog i en antikvariat, som jeg kunne få historier ud af. Det blev Politikkens ”Kloge folk og skidtfolk – Kvaksalveriets epoke i Danmark”, hvor har jeg fået mange ideer ud af den. I får lige en lille smagsprøve:

s. 29: En gårdskarl fortæller om ”Den kloge kvinde i Reerslev”: Engang da jeg tjente hos Rasmus Hansen i Tyvelse ville køerne ikke malke rigtigt. Der blev sendt bud efter den kloge kvinde i Reerslev. Hun kom også. Vi måtte skaffe fluens røn til hende, og der blev boret hul i køernes horn. Rønnen blev banket ind i dem, og hun tog hjem.

Da det ikke hjalp, måtte vi have fat i hende igen. Hun sagde nu, at de skulle skrive navnene på alle byens folk op hver for sig på et stykke papir. Da de havde gjort det, klippede hun dem ud en for en og puttede dem i en spand vand. Efter at hun havde set på dem i nogen tid, sagde hun, at hun nok kunne sige hvem der malkede køerne, men det ville hun ikke. De skulle købe en lerpotte med ben, uden at vaske den skulle de malke i den, sætte den over ilden og koge til potten gik i stykker” … hvad sker så, i er velkommen til at komme med et bud.

Efter jeg fik denne vidUNDERLIGE bog, har jeg jagtede denne slags bøger i antikvaer og når bibliotekerne sælger bøger ud. Et sted hvor man kan finde lignende kilder er Dansk folkeminde samling. For eksempel fik et af de store damemagasiner deres læsere til at skrive ind med de lokale overtroshistorier især om Trolle og andet godtfolk. De fik mange tusinder svar, de står i dag i Dansk folkeminde samling. Jeg ved at historiefortælleren Karsten Islington har gjort det til et af sine specialer, at fortælle trollehistorier fra denne samling.

En af de udveje jeg har brugt, er at høre en del af bøgerne på bånd/lydfil. Som ordblind var det svært med at følge med i litteraturhistorie, da der var mange sider der skulle læses. Jeg kunne som ordblind bruge blindebiblioteket, der i dag hedder nota/E17.dk. Når jeg rydder op, når jeg transporterer mig og når jeg køber ind, hører jeg bøger.

Du skal ikke lade dig skræmme af omfanget af den litteratur som venter på dig. Man skal gå til læsningen, på samme måde som et indisk ordsprog siger, man skal spise en elefant. En bid af gangen.