"En families styrke ligger, ligesom for styrken hos en hær, i loyaliteten mellem dem." - Mario Puzo

"Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd." - K.E. Løgstrup

"... og den som går uden følelse for andre, går til sin egen begravelse, klædt i sit eget ligklæde." - Walt Whitman

"Elsk alle. Stol på få. Foruret ingen." - William Shakespeare

Denne unge pige taler i FN's regi på vegne af en miljøsammenslutning, som en gruppe børn har taget initiativ til. Det ville være skønt, hvis der blev lyttet til hendes pointer: At det ikke gælder om at blive valgt ind men om at sikre, at vi har en planet at leve på i fremtiden. Hun fortæller om, hvordan mange arter uddør hver eneste dag, og hvordan hun som barn er bange for at vokse op i den verden, vi voksne efterlader os. Pigen påpeger, at vi er så bange for at slippe vores rigdomme (og bekvemmeligheder), at vi hellere lader planeten gå i stykker end at bruge penge på at passe på den. Men som hun siger: "Hvis I ikke kan reparere planeten, så lad være med at ødelægge den."

Store dele af politikerstaben og erhvervslivet venter alt for længe - indtil meget er gået tabt eller det måske er for sent - fordi det er "upraktisk" eller politisk usmart at udføre de gode planer. Men det er selvfølgelig heller ikke dem, der skal leve med de hårdeste kemikaliefremkaldte sygdomme og klimaskabt tørke med deraf følgende hungersnød, midt i svineriet. Det er deres børn.

Og sådan bliver fremtiden, hvis der ikke sættes ind nu, fortæller videnskaben. En god del af Afrikas tørke- og hungersproblemer stammer fra de klimaforandringer, som de kraftigt CO2-udledende lande forårsager. Det er et spørgsmål om tid, før det breder sig, og det bliver svært eller umuligt at dyrke landjorden - i Vesten. Den problemstilling har allerede ramt mange lande, men uha det taler vi ikke højt om, vel?

Hvor blev kærligheden til børnene af i den ligning?

Jeg giver alt, jeg har råd til, til organisationer, der beskytter naturen og dyrene, selv i krisetider for den globale natur- og klimakrise går ikke i stå selvom finanserne gør det. Jeg undværer hellere noget personligt end at holde op med at give til naturen. Hvis klimaet og naturen ødelægges, kan det være ligegyldigt med politikernes fine snak om erhvervsliv. Hvis der ikke er en planet, vi kan overleve på, kan vi heller ikke arbejde på den. Og så skærer jeg og familien ned på CO2 og forbrug af plastik og ting med kemikalier, alt hvad vi kan. Selv hvis man ikke har mange midler og politisk magt, kan man dog gøre dét. Eller skrive om det eller oversvømme politikerne og erhvervslivet med henvendelser. Jeg græmmer mig, når jeg ser den fortsatte tøven i magtens korridorer. De har allerede liv på samvittigheden, og det antal bliver ikke mindre i fremtiden.

DR's forfatterscene-programmer er geniale. Jeg får altid inspiration med på vejen. Denne gang så jeg et program med John Irving, og fordi hans skrivetips virkelig sagde mig noget, vil jeg gerne dele dem med jer. Her er hans måde at arbejde med skrivningen på:

1) Han begynder med at skrive sidste linje i bogen. Den kommer til ham af sig selv. Det er nytteløst at manipulere den, siger han. Alt andet kan ændre sig – første linje, og hele bogen ændrer sig ofte flere gange, men sidste linje ligger fast. For ham, i hvert fald.

2) Han kender strukturen i historien, inden han skriver. Hvordan den skal skrives og endda hvor lang den bliver sådan cirka. Den del af planlægnigen ligger helt fast for ham.

3) Han skal selv bevæges af historien for at gide bruge 4 år på at skrive den. John Irving skriver om det, han er bange for vil ske for ham eller dem, han holder af. Fine idéer/begreber/teorier siger ham intet. Da han var barn, så han teaterstykker fra kulisserne, når hans mor optrådte, og han kunne altid se på publikum, om stykket var en succes – enten grinede de eller også græd de. Ellers kedede de sig, og dét var så en fiasko. Han har taget dét til sig, at publikum skal bevæges. Derfor er han også inspireret af Charles Dickens, som igennem følelser forsøgte at bevæge publikum på sociale aspekter.

4) Mister Irving har visse temaer mv., der gentager sig. Nogle af dem er besættelser - fx børn, der dør. Besættelser forstår han som ting en forfatter ikke har kontrol over, og som derfor går igen.  Børn, der dør, er en skræmmende tanke for ham, og derfor har han det med at vende tilbage til det tema. Andre forfattere har andre besættelser af forskellige grunde, såsom Tennessee Williams, der skrev om sin mor, William Shakespeare, der skrev om konger og dronninger, og Sofokles, der skrev om incest.

5) Han holder sig strengt til Melvilles filosofi omkring skrivning: ”Woe to him who seeks to please rather than to appal”, dvs. ”Ve den, der prøver at behage frem for at forfærde”. Bøger, der bare behager, er tynde og intetsigende og når ingen vegne, siger Irving.

6) John Irving blev undervist i at skrive af Kurt Vonnegut. Han troede, at Vonnegut sagde noget helt særligt til ham – men des flere af Vonneguts elever, han mødte, des mere forstod han, at Vonnegut gav de samme råd til alle. Det er dem, han bruger i sine bøger. Det minder mig om, at en af de andre bloggere, davidmichael, har lagt en video ud, hvor Vonnegut giver et par tips. Videoen findes her.

Du kan se hele programmet med John Irving her.

Jeg må sige, at jeg tænker meget over John Irvings ord. Noget af det kan jeg ikke bruge, fx det med at skrive sidste linje først, for den kommer aldrig for mig før helt til sidst og skal skrives om mange gange, før den virker. Men det med at blive bevæget, besættelserne og Melvilles filosofi har sat meget i gang i mig. Jeg har nu ikke skrevet for at behage andre, men måske kunne der komme lidt mere "forfærdelse" ind i min skrivning. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan forfattere vil have deres historier, med eller uden gruen eller den sociale forfærdelse eller andet, men jeg tror, man også nogle gange kan stirre sig blind på kernehistorien og glemme, at man kan gøre det hele meget stærkere ved at tilføje detaljer, der forstærker alvoren - eller forfærdelsen, med Irvings ord. De ord vil jeg gumle på længe.

"Der er aldrig under nogen omstændigheder grund til at fortvivle. Det er vor pligt i ulykken at håbe og handle. At hengive sig til passiv fortvivlelse er ensbetydende med at lade hånt om sin pligt."

Disse ord fra Dr. Zivago husker jeg på en dag som i dag, hvor det hele gik skævt. En dag hvor tilliden skred og ikke kom tilbage. Tilliden til at de åbne hjerter også findes derude, hvor de store beslutninger træffes og folks skæbner afgøres.

Men så kigger jeg på alle de fantastiske mennesker, jeg kender. Familien, veninderne, netværket herinde - og jeg samler minderne i en stor bunke og går en tur i min elskedes favn - naturen. Jeg ser alt det og tænker: "Der er en ny dag i morgen. Med alt dette kommer det til at gå."

Så åbnede jeg mailen og så en varmende hilsen fra et medlem herinde, som gav min blog rosende ord med på vejen. Og humøret steg og stiger stadig.

Husk det. Et par varmende ord, selv til en du ikke kender, kan gøre en enorm forskel. Tusind tak for de gode ord fra jer herinde. De varmer mere, end I aner.