Her i den kolde tid varmer jeg mig ved tanken om, at jeg kan trykke på en knap, og så handler det om bøger. Ja, de er jo ikke nyheder længere, men jeg vil gerne omtale nogle fantastiske programmer, som man stadig kan se på DR NU, og som jeg har hygget mig med søvnige lørdage morgener, inden familien er stået op.

På listen, jeg linker til, er der to programmer med bogklubber, som jeg har været helt opslugt af. Det ene hedder Tekst-TV. I 11 afsnit møder man en kendt person, der fortæller om en bog, der har ændret hans/hendes liv, og så diskuterer en læsegruppe en bog i samme genre. Man møder fx så forskellige mennesker som Bille August, Kenneth Plummer, William Kvist, Gitte Nielsen, Jørgen Leth og Isabella Miehe-Renard. Nu har jeg aldrig interesseret mig meget for ”kendte”, bare fordi de er kendte, og er af den holdning at de skal have lov at have deres liv i fred, men når talen falder på bøger, ja så slår jeg ørerne ud.

Det, jeg simpelt hen elsker ved det program, er at jeg nærmest kan dufte bøgerne igennem skærmen, og at det handler om, hvordan bøger kan skabe værdi i eller ligefrem ændre ens liv. Der er mange holdninger undervejs og gode vinkler at se på bøger på. Mine favoritafsnit er de første tre – med Bille August, Isabella Miehe-Renard og Jørgen Leth, fordi de handler om meget dybe aspekter af livet, som jeg selv tænker på; forholdet mellem forælder-barn, angst, ensomhed, depression. Jeg var helt opslugt af de afsnit. Så mange bøger præsenteres, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal starte med alle dem, jeg fik lyst til at læse. Og så var det spændende at høre andre tale om bøger, jeg selv elsker, fx ”Glasklokken” af Sylvia Plath, som Isabella Miehe-Renard fortalte om. Nye vinkler på læste tekster giver mig endnu mere lyst til at genlæse dem

Det andet er Læsegruppen Sundholm. Lad mig sige straks, at begyndelsen på programmerne var ved at få mig til at slukke med det samme, fordi præsentationen virker nedladende. De skriver, som om de er vildt overraskede over, at hjemløse overhovedet læser og overhovedet gider være med i en læsegruppe. Hvorfor pokker skulle det være mærkeligt? Er de måske ikke spændende mennesker med tanker som os med hjem? Og så den der sang, de sætter på, der lyder som en blanding af klostermusik og begravelse. Det er virkelig kliché, måske et billigt salgstrick for at få nogen til at se med.

Kære, kære producere, vi kan også være interesserede i at høre, hvad hjemløse siger, uden at der skal være den store dramatik  Jeg er i hvert fald.

Men når det er sagt, er det en serie, der har rørt mig dybt. For det første fordi de hjemløse i programmet – Michael, Anita, Edmund og Rahim – relaterer bøgerne til livet. Fra værternes side lægges der gudskelov ikke op til en højtidelig snak om diverse finlitterære begreber, som når man læser visse anmeldelser i avisen. Den slags kan nærmest få mig til ikke at læse en bog. Det holdes på det personlige plan. En rigtig læseroplevelse, ikke en kold analyse. En personlig måde at præsentere en bog på og sige, hvorfor den gjorde indtryk eller ikke, giver mig meget mere. De fire i gruppen har nogle virkelig spændende diskussioner, og det er tydeligt, at de har erfaringer at dele ud af. Sådanne mennesker mødte jeg gerne til en god snak. Jeg kom virkelig til at holde af de fire deltagere og håber, at de fortsætter med at berige andre med deres input.

Det personlige aspekt ved bøger og læseklubber, der bevæger denne seer (og sikkert flere andre?!), var der masser af i de to programmer. Så tusind tak til DR for dem. Gerne mere fra samme hylde.