Adgangskort til forfatterbranchen
Adgangskort til forfatterbranchen
Udgivet 01.02.2011, 12:02 , i alt 1777 ord, 102 besøg
Hvad kræver det at blive forfatter? Hvori består adgangskortet til forfatterbranchen? Hvordan forholder du dig bedst til de udfordringer og muligheder, der er? Branchen virker på én gang kaotisk eller ligefrem umulig for de nye forfattere eller forfatterspirerne. Men der er hjælp at hente! Læs her min artikel fra http://forfattervaerk.net om, hvad du kan gøre for at navigere bedst muligt igennem branchen.
Armene falder snart af. Fingrene har skrevet så meget, at selv læggene summer, og det virker som om skuldrene er ved at gå af led. Lyder det bekendt?
Diagnosen kaldes Forfattersyndromet. Bedre kendt som Nu-er-den-der-næsten-manien.
Det er en mærkelig følelse. Anderledes end al anden udmattelse. Ikke som den, der kommer efter en lang arbejdsdag, hvor man står ved kassen i supermarkedet og glor på mintpastiller, mens hankene på de to kurve buer faretruende, og kunden foran læsser halvdelen af butikken op på båndet.
Nej, den jeg taler om, er i al stilhed sunket ned i kroppen fra hovedet og fingrene. Helt uden drama. Endda uden mintpastiller. Og absolut uden at bevidstheden når at bemærke, at det er på vej. Puf, så er det der. Det er ren magi.
Men der stopper det ikke. Netop som legemet er helt kvæstet, og lungerne gisper efter luft, skyder skriveglæden op og sender et sus igennem de stakkels lemmer, der straks griber pennen og skriver, til neglene bløder. På med plaster og så videre igen.
Familie og bekendte står ofte på sidelinjen og råber i frustration og bekymring. At det ikke er sundt at skrive eller tænke så meget. At ens fingre er blevet mærkbart kortere siden sidst. Eller mere krogede. At det ikke fører nogle vegne at skrive alligevel, hvorfor man hellere skulle få sig et såkaldt ordentligt arbejde, som giver gode penge.
Heldigvis er forfattere velsignet med høreproblemer. "A-wha?", råber forfatteren, klør sig i håret og kommer pludselig på en replik, som underbevidstheden alligevel opsnappede. Fingrene ryster mod papiret, da ordene omhyggeligt nedfældes som en dom over tekstens hovedperson: "Find dig et rigtigt job, din utopist!".
En lukket kreds
Det er måske kun skrivende - eller andre innovative sjæle - der ved, hvad jeg taler om. Det er derfor, det kan føles som en lukket kreds, man bevæger sig i. Alt uden for denne kreds af kreative fugle og pionerer er skabt af et andet sprog. I krogene genkender forfatterne hinanden og letter diskret på et øjenbryn for at anerkende en fælle. Eller himler op i medierne for at få opmærksomhed. Hver har sin måde at håndtere det på. Forfattersyndromet.
Det er sagt mange gange, at man som forfatter er meget alene. Det er også rigtigt, men ikke udadtil. Der er masser af skrivende, og det er fantastisk dejligt at omgive sig med disse kreative og spændende mennesker.
Det er indeni, man er alene. Alene om at mærke de summende lægge, skuldrene der truer med at gå af led, den uendelige længsel efter det næste svar fra et forlag eller magasin - for ikke at tale om de mange tanker, som forfattere gør sig, uden at blive forstået af andre hvis de ytrer sig om dem.
Man skal være parat til at blive stemplet som en særling, når man stiler efter at nå forfatterbranchens døre, fordi tankerne, motivationen og det svedige arbejde for at fange essensen af diverse teknikker sjældent forstås.
Men isolationen består ikke kun i dette. Den består også i, at en forfatter kan opnå glæder af overvældende dybder. Som desværre ikke rigtigt kan deles med andre, fordi forfatteren i det væsentlige er ene om at skabe værket. Trods værdifuld respons og input fra andre. Der er i sidste ende forskel på at have født barnet og have kigget på den voksende mave.
Det kan lyde ensomt, men det er en glæde, som det for mange er værd at stile efter. I det øjeblik den indtræder, er det som om hele kosmos synger igennem sjælen.
Adgangskortet til forfatterbranchen
Jeg får nogle gange det spørgsmål, hvad det kræver at blive forfatter. Det er en udbredt misforståelse, at det hovedsageligt kræver, at man får en masse bøger udgivet og sælger meget.
Alt dette er kun en mindre del af oplevelsen - det kolde facit, som den ydre verden fokuserer på og vurderer de skrivende ud fra ("Find dig et rigtigt job, din utopist!"). Og det er slet ikke det, der virkelig kendetegner forfattere. Det kræver noget helt andet at blive forfatter. Noget helt andet for overhovedet at nå hen til en udgivelse og ikke blot den første forlagskontrakt, men også den næste og den næste.
Adgangskortet til forfatterbranchen består i den vedvarende udvikling af skrivningen, lidelsen der i stilhed deles med fællerne, den selvvalgte isolation og en ubøjelig lidenskab til litteraturen, der gør, at ikke engang hård modgang får én til at holde op. For det kan man ikke. Ud over lidenskaben og den dårlige hørelse er forfattere nemlig også udstyret med så meget stædighed, at guderne må være løbet tør, da de skulle hælde lidt af stoffet i andre dele af befolkningen.
Jeg mener, hvor mange andre løber panden mod en mur og får en ordenligt bule, griner og råber "Jubii, én gang til!". Og det gør forfattere, hver gang ydre forhold går dem imod, hvilket for de fleste mere er reglen end undtagelsen:
-
Når A-kassen ribber dig for 10.000 kr., fordi du måske vil tjene 500 kr. på en novelle, som du fik afsat i en periode, hvor du af egen lomme holdt pause fra dagpengesystemet (hvilket for nyligt skete for en af mine veninder).
-
Når det tiende afslag er sendt med venlige bemærkninger igen om, at manuskriptet er rigtig godt og viser klart talent men ikke lige er det forlags kop te (uden definition på hvad teen så skal smage af).
-
Når familien himler med øjnene, og kollegerne griner af, at du skriver på samme manuskript på ottende år (hvilket skete for Donna Tartt, inden hun udgav sin første verdensberømte bestseller).
-
Når et forlag pludselig trækker sin interesse tilbage uden forklaring efter at have guidet dig igennem to år, til hvad de vil have, og hvor sidste udmelding var, at manuskriptet næsten var klar til trykning (hvilket skete for en anden af mine veninder for nylig).
-
Eller når det sidste blæk er skrevet ud af din sidste pen, og du ikke har råd til flere (læbestift, eyeliner og vatpinde med snot kan også bruges).
Dette stopper ikke et menneske, der er forfatter helt ind i knoglemarven. Der er nemlig i forfattere en trang til at gribe efter en brændende busk, selvom de har vabler på hænderne. For hvis bare de kan få fat i den ... Det er en venten på den glædesfanfare, der skyller igennem legemet, når ordene falder helt på plads og flår i sjælen med deres ærlighed. Vejrtrækningen glider lettere. Det kan godt være, at en djævel banker løs inde i hovedet med det, der føles som en lygtepæl, eller at der er huller i tøjet og et minus på kontoen. Men for pokker ... Nu kom de ord endelig på plads (indtil forlagsredaktøren klipper dem ud af manuskriptet og belønner forfatteren med en månedsløn for otte års arbejde).
Så nej, at sparke døren op til forfatterbranchen handler ikke om, hvorvidt du kan vinde De Gyldne Laurbær eller i øvrigt sælge en masse bøger. Det handler om, hvorvidt du i din indre tilstand er forfatter og står imod med al den styrke, du har, og navnlig al den styrke, du ikke har, når der kommer en flodbølge af besværligheder din vej.
Hvordan du håndterer flodbølgen
Naturligvis kan alle opleve et humør-dyk, også forfattere. Måske netop især det kreative folk, der har en føler stukket langt ind i livet og derfor mærker det stærkere. Det er ikke dumhed at mærke livet og lade følelserne komme til udtryk. Tværtimod.
Gør blot dig selv en tjeneste, hvis uheldet rammer dig. Tag en dyb vejrtrækning, giv dig selv time-out en tid, hvor du laver noget andet. Løb lange ture, gå i skoven, råb ud over havet - men opgiv ikke dig selv. Det kan godt være, at forfatterlivet har en høj pris, men så høj må den aldrig blive.
Vær bevidst om, at det for de fleste kræver tålmodighed og flid at blive forfatter. Afslag er hverdagskost i branchen. Hvis du søger job, giver du sikkert heller ikke op efter de første afslag. Hvis du gør, er du færdig som jobsøgende - og som forfatter. For afslag betyder ikke nødvendigvis, at du ikke kan blive forfatter. Måske trænger manuskriptet blot til en kærlig hånd hos en manuskriptkonsulent, eller måske har manuskriptet endnu ikke fundet det hjem, der vil passe bedst på det og gøre mest for at udbrede det til læserne. Hav det i baghovedet. Og prøv så igen.
Glem også, hvad uforstående mennesker siger. De er ikke tunet ind på din kanal, så du kan ikke høre andet end støj fra dem. Hvorfor skulle du spilde din tid på støj? Lyt til de stemmer, der støtter dig, dem der forstår. Der er masser af dem. Ræk ud og grib efter en anden skrivendes hånd. Brænd ikke inde med det.
Og husk for Guds skyld, at adgangskortet til forfatterbranchen ligger inde i dig og den ildhu, der præger din måde at gå til faget på. Det er ikke noget, nogen kan tage fra dig. Det er noget, du selv kan skabe. Det er sjældent let at være forfatter. Men kan du lide en udfordring, så lad dig stemple ind i kampen og giv os, hvad du har i dig.
Til sidst er det vigtigt at se alt det gode, der også eksisterer for forfattere: Et netværk af ligesindede sjæle hvoraf nogle kan hjælpe med at finde det rette forlag og andre kan hjælpe med konstruktiv respons, tilgængelig viden om forfatterbranchen - herunder litteraturnyheder - der ruster dig til den, skrivekurser, skrivetips, skriveøvelser, og de initiativer der nogle gange tages på statsligt niveau, såsom den nye 11 mio. kr. store pulje, som kulturminister Per Stig Møller har afsat til støtte for skrivetalenter i 2011 (læs mere om litteraturpuljen her).
Brug din viden om udfordringerne til at ruste dig mod eventuelle besværligheder og brug din viden om mulighederne til at navigere bedre igennem udfordringerne.
Som Bruce Lee engang udtrykte det: Vær som vand, når du møder modstand. Vand kan enten flyde og rumme modstanden, eller det kan knuse modstanden med et sønderrivende brag. Det gælder om at være som det vand. Rumme det, der ikke kan ændres på, og knuse den modstand, der kan fjernes.
Vær som vand, min ven.
Hos http://forfattervaerk.net kan du læse om flere muligheder og forfattervilkår samt få tips til håndtering af udfordringerne på siderne "Forfatterhjørnet", "Artikelbasen" og "Litteraturnyheder". På hjemmesiden kan du også udvide dit netværk af forfattere, finde skrivekurser, skrivetips, skriveøvelser og meget mere.
Intet feedback endnu
Kommentarer tillades ikke anonyme besøgende. For at kommentere skal du logge på som blogbruger. Få hjælp til dette her.
