Bøger og film jeg har været manuskriptkonsulent på
Bøger og film jeg har været manuskriptkonsulent på
Udgivet 03.02.2011, 14:02 , i alt 1328 ord, 346 besøg
Det er fantastisk at se bøger og film udkomme, når man selv har været inde over dem som manuskriptkonsulent! Det er ikke altid, jeg får at vide fra de skrivende, at de er udkommet, men det glæder mig altid, når jeg opdager det.
Jeg har netop udvidet listen af referencer på min www.solaas.dk til at omfatte nogle bøger mere samt en novellefilm, der havde premiere på Cinemateket i oktober 2010. Listen er ikke udtømmende, men her er et udsnit af udgivne bøger (og en film), som jeg har været manuskriptkonsulent på. Oversigten kan forventes udvidet i 2011, hvor i hvert fald et par bøger og et radiospil bliver skrevet på. Som det gerne skulle fremgå, er der lidt for enhver smag:
Generation Multiorgasme, Charlotte Heje Haase. Lindhardt og Ringhof, 2011.
Insider-fortællinger om generationen der ikke kan få nok. Det er langt fra kedeligt at være en del af Generation multiorgasme. Til gengæld kan det være både hæsblæsende og hårdt, for den konstante sult efter MERE - et mere spændende job, en større kærlighed, et lykkeligere liv - som kendetegner generationen, kan give tømmermænd. Det ved om nogen Charlotte Heje Haase, der i en periode på tre år, med skiftende jobs, relationer og drømme har stillet skarpt på sin generations aktuelle tendenser og emner som sex, kærlighed, karriere og sociale medier - med sig selv som skydeskive.
50 års ensomhed (film), Nis Vinten. Cinemateket/Det Danske Filminstitut, 2010.
Storarkitekten Wille bliver på sit dødsleje tvunget tilbage til sit lykkeligste øjeblik. Filmen afslører en ulykkelig kærlighedshistorie, hvor Wille til sidst er nødt til at vige pladsen for rivalen Søren, for at hans livs store kærlighed kan blive rigtig lykkelig.
Den 3. hund, Morten Klenø. Forlaget Facet, 2010.
"Den 3. hund" er en gyserroman om drengen Martin, der i en årrække levede et ganske normalt liv i forstadskommunen Gentofte, kun afbrudt af familiens faste weekendbesøg hos bedsteforældrene i Smidstrup, Gilleleje. Men bedsteforældrene havde en hund. Den mest børnevenlige boxerhund, man kunne forestille sig. Lige indtil den dag, hvor alt ændrede sig. Som voksen, og i nutiden, lever Martin et ganske almindeligt liv i Jægersborg. Han har et dejligt job, en skøn kone og et herligt hus. Martin og Maiken mangler intet, og netop på aftenen, hvor Martin tænker tilbage, skal Maiken føde. Martin skal være far. Men så begynder tankerne, tanker fra dengang, hvor han var en lille dreng på 14 år. Det er som om, de styrer ham, prøver at forhindre ham i at blive far. Og han tænker tilbage på dagene, hvor alt gik galt i Smidstrup, hvor hunden blev vanvittig, og alt brød sammen foran ham, foran familien. Men hvorfor kommer alle disse tanker til ham nu?
Århundredets barn, Jakob Schmidt. Peoples' Press, 2010.
18-årige Anders Larsen bliver mod sin vilje ansat som portørelev på det nybyggede Frederiksberg Hospital. Året er 1918, og mens Første Verdenskrig går på hæld, hærger Den Spanske Syge ikke bare i Danmark, men over det meste af verden. Anders’ far er indlagt på hospitalet. Han har indledt en sultestrejke i sympati med de kammerater, der blev arresteret efter Stormen på Børsen fastelavnsmandag. Syndikalisterne hylder deres nye martyr, mens Anders er frustreret over, at sultestrejken mest synes at gå ud over hans mor.
Kaptajnen på Mælkevej, Jens Rosenhoff Christensen. Forlaget Mellemgaard, 2010.
Bogen handler om en gruppe mænd, der mere eller mindre tilfældigt mødes det samme sted og deler deres historier med hinanden. Fortælleren er nu 65 år og ser uden sentimentalitet tilbage i tiden. Som dreng mødte han Kaptajnen, der tilbød ham eventyret og et bedre liv, end det han havde. Han genoplever nu i sit "testamente" sit liv som plejebarn hos en fremmed familie - sin tilbagekomst og sit ophold hos Kaptajnen - og hvad der fulgte deraf. Mod slutningen hører vi Kaptajnens egen historie og til sidst igen fortællerens. Denne viser sig ved nærmere eftersyn at være alt andet end uskyldig. Mændene i Kaptajnens hus har i høj grad delt den dårlige samvittighed over mord, jalousi og unødvendige tab; men deres mange oplevelser er langt fra forgæves. "Kaptajnen på Mælkevej" er en bog om mænd og til mænd. Der bliver fokuseret på emner, som mænd nok sjældent åbent deler med hinanden.
Bandit, Martin Johannes Nordkvist. Forlaget Ravnerock, 2009.
Bogen ”Bandit” handler om Mads, der lige er begyndt i 1. G, da han finder ud af, at han er forelsket i klassekammeraten Mathias. ”Bandit” skildrer på en fin og indlevende måde, hvad Mads tænker og føler, mens han springer ud som bøsse. Den fortæller, hvordan Mads forelsker sig for første gang, hans første besøg i det Københavnske homo-miljø, og hans familie og venners mere eller mindre heldige måde at tackle hans nye liv på.
Modellen og døden, Søren Bruun. Forlaget Mellemgaard, 2009.
Han er stædig og sej. Han er professionel. Og han har droppet tjenestepistolen. Vær med, når han skyder med skarpt - uden brug af en eneste kugle! Det lignede en ren rutinesag. En opgave af den slags, en tidligere strisser nemt kunne gå til i sin nye tilværelse som Østerbros svar på Phil Marlowe og Sam Spade. Christina, en ung kvinde i 20'erne, var forsvundet, og hendes bekymrede familie havde hyret Bjørn Byriel til at opspore hende. Christina var velkendt i offentligheden - under navnet Honey Pussy arbejdede hun som pornostjerne og stripper, og hun var et af topnavnene på Kanal Hot, Danmarks nyeste og frækkeste tv-station. Sporene fører vidt omkring, og Christina var langt fra afholdt af alle. Hvor meget vidste den forbitrede hustru i rigmandsvillaen? Hvad var forbindelsen til det nedlagte bordel på Vesterbro? Og hvilken rolle spillede den skumle klub i Nordvestkvarteret? Selv for Bjørn Byriel blev det svært at skelne mellem sandhed og løgn. Og løjet blev der, hvorend sporet førte Byriel hen.
Skydykker uden faldskærm, Spacemermaid. Lindhardt og Ringhof, 2008.
»Gider ikke tænke på Entusiasten i dag. Det er for hysterisk. Kan jo ikke nytte noget, at jeg bare sådan forsvinder ud i atmosfæren på grund af en fyr. Heller ikke selvom han giver mig sug i maven og får mig til at dukke op på arbejdet med trøjen på vrangen. Og bestemt heller ikke selvom han ringede rødvinssød i går og sagde, at han er forelsket i mig. Dumme Amor, kan du ikke bruge en anden som skydeskive?« Spacemermaid fylder 28 år og bliver forelsket i den, hun mindst ventede. Hun prøver at holde en finne i bølgen og ikke forsvinde ud i rummet, men det kan være lidt svært for en rumhavfrue.
Living Between, Sagar. Living Between, 2008.
Spirituel roman om karrierekvinden Eva, som vågner op i In Between efter et flystyrt, kun for at finde ud af at hun er i koma og har 42 dage til at vælge, om hun vil fortsætte sit liv med sin familie, eller hun vil videre på sin sjæls rejse. Læs mere om bogen på livingbetween.com.
Livets kolbøtter, Anni Hjorth. Fokus Forlag, 2008.
Børnebog om Regnbueridderen, der med sine fabelfortællinger forklarer livets problemer og menneskets handlingsmønstre set i visdommens humoristiske lys, alt imens læseren bliver vidne til skabelsen af den første heks, trold, elver, nisse og andre eventyrvæsner.
Gajolmanifestet, Mikkeline W. Gudmand-Høyer. Det Andersenske Forlag, 2007.
Ungdomsroman om den rodløse Nadja, der stikker af til København, da hun er færdig med efterskolen. Der står ”undergrund og musiker” over hendes fremtidsportal, og hun styrer med turbo gennem natte- og kunstnerlivet i indre by. Hash og sex, musik og ecstasy, og farlige fyre med dreads og militærjakker passerer ind og ud af hendes liv. Både i København, London, Spanien og Indien. Indtil det hele bliver lidt for meget, og nedturen rammer. Læs udvalgte kapitler på gajolmanifestet.dk. "Gajolmanifestet" bliver på myspace.com ofte udpeget af unge som deres yndlingslitteratur.
Danske franskmænd fortæller, Karin Asmild. Books on Demand, 2007.
Interviewbog, der deler ud af 12 danskeres erfaringer med at emigrere til Frankrig for at finde svar på spørgsmål såsom: Hvad får danskere til at opgive andedammens tryghed for et liv i det forholdsvis ukendte? Hvordan integrerer man sig bedst uden selv at miste identiteten? Skal man være overskudsmenneske for at tilpasse sig den franske kultur, eller kan et liv i Frankrig uden videre forenes med danske værdier?
... Hvor jeg elsker mit arbejde! ![]()
2 kommentarer
"... elsker mit arbejde!"
Men jeg er lidt nysgerrig om sårn' en manuskriptkonsulent. Kan du ikke fortælle lidt om det. Det lyder spændende, men hvad er det egentlig. Er det sådan en, man bruger, hvis man er sikker på, at man er 'liiiige' ved at udgive århundredets bedste roman, men den er ikke optaget hos et forlag, og måske sku' manuskriftet lige ha' en ekstra opstrammer... Eller er der flere ting i at benytte sig af en manuskriptkonsulent?
Som manuskriptkonsulent hjælper jeg forfattere med at få bearbejdet deres manuskripter, så de kan blive udgivet. Ofte har forfatteren prøvet hos mange forlag og fået afslag, før vejen lægges forbi mig med spørgsmålet: "Hvad er der egentlig i vejen?". Andre gange er det forfattere, der synes, det fx er svært at overskue en hel roman og derfor har brug for nogen, der kan skabe struktur og holde styr på alle elementerne i manus. Det kan også være forfattere, der føler, at plottet ikke hænger godt nok sammen, er for tyndt eller på anden måde lider. Så er der dem, der lige vil prøve det der med at skrive men er usikker på, hvordan man gør. Eller dem der kaster sig ud i lyrikken og ikke ved, om digtene har et indhold, der kan give genklang hos læseren eller blot er skriblerier uden effekt. Osv. Der er mange forskellige spørgsmål fra de forfattere, der henvender sig, og de er meget forskellige hvad angår tidligere skrivetræning.
Der er også dem, der lige har en idé om at skrive fx en roman, en børnebog, en novelle, et speciale, en fagbog eller en digtsamling, men som ønsker at have nogen med i processen, når de skriver manus. Her gælder det manuskripter, der ikke er skrevet igennem fra begyndelse til slutning som ovenfor, men enten korte tekster eller idéer, der kan få respons. I dette tilfælde kalder jeg det skrivecoaching, fordi det er en fortløbende proces, men jeg dækker samme spørgsmål som under en manuskriptlæsning - blot vil der her også være hjælp i forhold til selve skriveprocessen og idéudviklingen.
Hvilke spørgsmål kunne det så være, at en manuskriptlæsning dækker? Det kan være alt, forfatteren selv kommer med til mig af spørgsmål, og så ser jeg på alle skriveteknikker og sproget, fx:
* Er det vist tilstrækkeligt klart, hvor i tid og rum teksten udspiller sig?
* Er personerne levende og unikke, eller halter de af sted med en stereotyp pukkel på ryggen?
* Er teksten i sig selv levende med klare billeder, originale beskrivelser, troværdige dialoger?
* Er følelser og kærtegn udtrykt med ægte varme eller fremstår de som en kold opremsning?
* Er der gentagelser, negative sproglige mønstre, klichéer, talemåder eller andet der lægger et slør over tekstens budskab og underholdningsværdi?
* Rammer humoren plet, eller føles den fremtvunget?
* Kommer dybden frem eller ligger historien på overfladen?
* Kan målgruppen, f.eks. børn under seks år, forstå den historie, der er skrevet?
* Er begyndelsen fængende, og tilfredsstiller slutningen læserens behov for afrunding?
* Er lyrikken levende, sprælsk og farverig og kan den forstås, eller skal den netop ikke forstås men have sin skønhed i det fine spil, der tvinger læseren til at tænke med?
* Er dramaet til stede, og kan læseren se og høre, hvad der foregår?
* Luller eventyret læseren ind i barndommens trygge varmetæpper og en verden af mystiske, nyopdagede muligheder, eller er fortællingen for meget fortælling og for lidt eventyr?
Jeg håber, at dette giver en fornemmelse af, hvad manuskriptlæsning går ud på (flere info. følger for resten af www.solaas.dk)
Kommentarer tillades ikke anonyme besøgende. For at kommentere skal du logge på som blogbruger. Få hjælp til dette her.
