Jannie Solaas' blog

Jeg vil gerne præsentere en bog, der handler om en række kreative og meget inspirerende kvinder, som har kæmpet sig vej til toppen i et af de fag, hvor mændene (endnu) er i overtal. En bog, der både er skrevet i varme toner, og som igennem de personlige historier kan give inspiration til enhver, både kvinde og mand, der gerne vil kæmpe sig vej til et mål.

Bogen af Annie Brøndsholm hedder Kvinder med takt og toner. Den udkom på Forlaget Skytten i 2007 og er en bog om de få kvinder, der vover sig op på podiet med en dirigentstav i hånden. En række personlige beretninger fra førende kvindeskikkelser i faget tegner et billede af både dem, lederrollen de påtager sig samt ikke mindst deres passion for musikken. Musikken og glæden ved musik kan mærkes mellem linjerne. Det er en bog, der i den grad sender toner ind i læseren.

På bogens bagside kan læses:

"Verden er globaliseret, de kvindelige ledere stormer frem, men den kvindelige dirigent er endnu en sjælden race. Mangler kvinder mon mod til at dirigere eller modet til at påtage sig lederskab – er der noget, der står i vejen? Kvindelige præsidenter er en mangelvare, det samme med fodbolddommere, og hvad med den kvindelige general? Det er nok den allersidste bastion, manden giver fra sig. Hvad er det, der trækker, når en kvinde springer op på et podium og løfter armene foran orkestret – lederskab eller kun musikken? Er dirigentjobbet ikke for kvinder – eller er kvinden da mest en eksotisk oplevelse? Her fortæller de kvindelige dirigenter af i dag om deres vej til dirigentpodiet og deres liv med musikken. Alle har stærk tilknytning til Danmark, selv om ikke alle er født her. For læseren er der oplevelser med disse kvinder, der både er interessante, lærerige og morsomme. Også Malkovinderen år 2005 er portrætteret."

Det kunne lyde som et indslag i kvindekampen, og bogen kan også tjene som et eksempel på et af de felter, hvor der ifølge bogen stadig ses mere skævt til kvinder i lederrollen, og hvor mænd er det naturlige udgangspunkt. Men det er ikke i den ånd, jeg læser bogen. Jeg har været manuskriptkonsulent på den, og den har en befriende tilgang til emnet. Den handler ganske vist også om de omstændigheder, der gør, at det kan være svært for kvinder at trænge frem i den branche - men mest om musikken og passionen, som jeg ser det. Og kærligheden til musikken trænger så skarpt igennem, at jeg kunne mærke takterne i fingrene. Elsker man klassisk musik, er bogen først og fremmest en smuk hyldest til denne kærlighed. Og vil man vide noget om kvindernes vilkår i den branche, er bogen et godt indslag. Man kan egentlig læse den, som man vil, og det er det, der gør den så befriende. Intet presses ned i halsen på læseren.

Det kan jeg lide. Jeg er enig i, at det er godt at kaste lys på områder, hvor vilkårene kan blive forbedret for en bestemt gruppe mennesker. Man skal bare ikke glemme alle de andre. Og alle grupper har vel et eller andet, der kunne blive bedre for dem. Også mændene. Så jeg er ikke tilhænger af, at man skal stirre mere på kvinder end mænd, og heller ikke at man skal stirre mere på mænd end kvinder. Det handler vel om at stirre i den retning, hvor der er behov for det. I øjeblikket er det bl.a. Japan og Libyen - selvom også mange andre områder brænder efter at få opmærksomhed. Der er næppe timer nok i døgnet til at se på det hele. Men under alle omstændigheder er læsning en god måde at få et overblik over, hvad der sker derude i verden, også i de dele man ikke selv kommer rundt i.

Det er noget af det, jeg elsker ved at læse. At jeg får indblik i noget, jeg ikke kender til. For nogle år siden var det de kvindelige dirigenters liv og karriere. Senest har jeg læst om organisationsdesign og -strategi. Det er en stor verden med meget viden og endnu mere, der ikke er kortlagt endnu. Så det er også en måde at læse litteratur på: At åbne sig for det nye, stille spørgsmål til det vedtagne og huske, at der er uendeligt meget vi ikke ved noget om - endnu