Mit interview i Dagbladet Information
Mit interview i Dagbladet Information
Udgivet 31.07.2010, 17:07 , i alt 414 ord, 265 besøg
Mit interview blev bragt i går i Dagbladet Information, og min første reaktion er: Sikke en ære. Jeg havde på ingen måde regnet med at blive interviewet til noget blad eller nogen avis, og selvom jeg har haft en måned til at vænne mig til tanken, siden journalisten Karen Syberg dukkede op i mit hjem, har interview-dagen nærmest været en fjern drøm, der til tider dukkede op i erindringen, når hovedet altså ikke var fuld af deadlines - hvad det for det meste er. Indtil min ven pludselig sms'ede til mig, at han havde set interviewet. Der blev det virkeligt.
Derefter gik det stærkt. Det væltede ind med sms'er, mails og kommentarer på min facebook-profil, og beskederne klikker stadig ind. Jeg er dybt rørt over al denne støtte og opmærksomhed - jeg føler mig meget heldig at kende alle disse skønne og fantastiske mennesker..
Så sent som i nat sendte et nyt forlag en mail til mig efter at have læst artiklen for at høre, om jeg ville være fast blogger/blogredaktør på deres hjemmeside, fordi min (citat) "lidenskab og viden om det at skrive spændende litteratur er både tydelig og inspirerende". En overvældende kompliment, som midlertidigt slog min hjerne fra i bar glæde. Idéen er, at jeg kan dele mine tanker og skriveråd med de forfattere og forfatterspirer, der falder over indlæggene hos forlaget. Jeg må indrømme, at jeg er fristet. Det, jeg seriøst må se på, er, om der er tid til at tage opgaven. Skulle jeg sige ja, bliver læserne af min egen blog her blandt de første, der ved det. Selv hvis det ikke bliver til noget, er jeg virkelig glad for at have været i tankerne hos forlaget.
Karen Syberg kan jeg virkelig takke for meget allerede. At hun fik øje på mig. At hun fik en interesse i mit arbejde. At hun har skrevet så fin en artikel, der har en tone, som helt ligger op ad den supergode og inspirerende samtale, vi havde. Jeg føler, at jeg er blevet set og hørt, og for det må jeg sige hende tak.
Også en varm tak til Michael Bothager, fotografen, der hjalp mig til at stå ordentligt
Mit ønske er - endnu engang - at de, der læser artiklen, vil tage deres drømme op og handle på dem, hvis de ikke gør det i forvejen, og handle endnu mere på dem, hvis de allerede er begyndt
Artiklen kan du læse her. Må du starte august måned med lige så stor glæde som jeg ![]()
Intet feedback endnu
Kommentarer tillades ikke anonyme besøgende. For at kommentere skal du logge på som blogbruger. Få hjælp til dette her.
