For næsten et år siden deltog jeg i min første og eneste novellekonkurrence og blev en af de ti vindere, der blev udgivet i samlingen Ti Noveller fra Fantasiens Univers.

Jeg blev aldrig helt tilfreds med det, jeg sendte ind - det gør man vel aldrig - men i dette tilfælde var jeg særligt utilfreds. Jeg var så genial at glemme den fastsatte deadline, men så heldig at jeg opdagede det samme dag, der var afleveringsfrist. Jeg skrev derfor stort set hele novellen ud i ét uden at nå at gøre så meget ved de forfærdeligheder den slags fører med sig.

Nu skal det heller ikke lyde mere improviseret, end det var. Jeg havde selvfølgelig tænkt en hel masse over historien og skrevet de første par sider, så jeg satte mig ikke bare ned og lirede noget af. Men helt godt, det var det ikke. Jeg nåede lige at blive færdig til midnat.

Når alle de forbehold, man tager, fordi man er bange for, at folk skal vurdere en negativt, nu er taget, så kommer her formålet med blogindlægget; jeg vil gerne dele en lille smule af indholdet:

Mødestedet. En tanke meldte sig så klart, at den næsten skar en nervebane over i hovedet på ham. Måske holdt nogle af de andre fast i planen. Var det for risikabelt at tage derhen nu? Han ville helst forsvinde, men noget trak i ham. Ville det være et baghold? Næppe. Ingen ville vel forvente, at han tog dertil, men det var ikke usandsynligt, at Niedermeyer ville tænke det samme. Harold Kuna mærkede for første gang en fornemmelse af håb, ikke fordi det ville hjælpe ham at finde de andre, men så ville han da ikke være alene. Han satte tempoet op og begyndte næsten at løbe. Tretten, tolv, elleve, pulserede det gennem atmosfæren. Han kastede et blik op på skærmen og så bomben blive armeret på T minus ti sekunder. En luge gled op under den og afslørede nedslagsstedet. En by. Det kunne være hvor som helst. Fuck, det kunne være her. Harold rettede fokus tilbage på sin rute lige akkurat for sent til at opdage, at den var blokeret, og han luntede med en akavet selvfølgelighed ind i en kvinde, der var så upassende elegant klædt, at hun ikke burde have været til at overse. Det pinlige øjeblik, der normalt følger af kollisionen med et smukt menneske, opstod dog aldrig, da han trådte et skridt tilbage, og inden han fik lavet en undvigemanøvre ud i en sidegade eller givet en undskyldning blev mødt af tohundrede megaton sprængklar hensynsløshed.

Hendes dobbeltløbede blik pegede direkte mod ham, og han mærkede spørgsmålet om liv eller død formulere sig ganske vagt. Frankensteins brud var dekoreret med en paryk til at skjule den nylige åbning af hendes kranium og effektive eliminering af det meste af hendes følelsesliv, og han spekulerede på, om gamle Dr. Victor ville have været i stand til at mobilisere helt samme begejstring for sit skaberværk, hvis de maniske ord havde været ”It’s dead, it’s dead”. Efter årtiers, vel nærmest århundreders, kamp for at løse gåden, der skal få robotter til at føle, har vi givet op og besluttet os for at indsætte maskinens mekaniske fladhed i mennesker, en organtransplantation af en anden verden. Problem solved, life goes on, vi levede lykkeligt til vore dages ende. Fuck.

Novellen Generation 7 er udgivet sammen med ni andre noveller i antologien Ti Noveller fra Fantasiens Univers hos Forlaget ViraBooks og kan købes hos Saxo.dk, Williamdam.dk og g.dk til mellem 60 og 99 kr.

Her den anden dag ville Townes van Zandt være blevet 68, hvis ikke han altså 15 år forinden var blevet indhentet af you-know-who, men så længe han nåede at være her, Townes, gav hans cocktail af alkohol, stoffer og emotionelle svingninger nogle fantastiske og ofte temmelig dystre tekster. Outlaw country fra en overset sangskriver:

Sometimes I don't know where this dirty road is taking me
Sometimes I can't even see the reason why
I guess I keep on gamblin', lots of booze and lots of ramblin'
It's easier than just a-waitin' 'round to die

One-time friends I had a ma, I even had a pa
He beat her with a belt once cause she cried
She told him to take care of me, she headed down to Tennessee
It's easier than just a-waitin' 'round to die

I came of age and found a girl in a Tuscaloosa bar
She cleaned me out and hit it on the sly
I tried to kill the pain, I bought some wine and hopped a train
Seemed easier than just a-waitin' 'round to die

A friend said he knew where some easy money was
We robbed a man and brother did we fly
The posse caught up with me, drug me back to Muskogee
It's two long years, just a-waitin' 'round to die

Now I'm out of prison, I got me a friend at last
He don't steal or cheat or drink or lie
His name's codeine, he's the nicest thing I've seen
Together we're gonna wait around and die

Var på udsalg i går. Boghandlerne kæmper for at komme af med deres bøger, og lykkeligvis er der andet end kogebøger og nordiske krimier. Det lykkedes mig at kapre:

• Gabriel García Márquez: At Leve for at Fortælle
• Michael Chabon: Landevejens Riddere
• Robert Louis Stevenson: Skatteøen (illustreret af Robert Ingpen)
• James Ellroy: Ingenmandsland
• Reif Larsen: Udvalgte Værker af T. S. Spivet

Og derudover havde jeg både No Logo af Naomi Klein og Frankie Machines Vinter af (someone) i hånden, men det lykkedes mig at give slip på dem og efterlade dem til en anden skæbne.

Michael Chabon er blevet lidt af et forbillede efter Den Utrolige Historie om Kavalier & Clay og Det Jiddische Politiforbud - begge fantastiske bøger, der hermed er anbefalet - og når man så finder en lille og næsten usynlig bog af ham til noget i retning af 40 kroner, så er man - jeg! - nødt til at slå til.

Udvalgte Værker af T. S. Spivet har snurret rundt et sted i baghovedet siden den udkom, men den snurren var blevet så meget en del af min daglige baggrundsmusik, at jeg helt havde glemt den, og pludselig står man der og kan se dette mærkelige værk af en bog, der både lover og forskrækker med sine skitser. Nu prøver jeg. Måske er det godt.

Og Skatteøen til 50 kroner i en vældig fin udgave med illustrationer? Se at komme af sted.

Har andre slået sig løs i billig indretning af reolen derhjemme?

Så jeg tager altså det her kig på min bogreol, og jeg hører med det samme Hanne Vibeke Holst og Vibeke Manniche og hvem-ved-jeg løfte pegefingeren (hvilket ikke er dårligt lyttet, kan man sige) og fortælle mig, hvor dårligt et menneske, jeg er; først og fremmest fordi, jeg er en mand; dernæst fordi jeg ikke er en kvinde; og endelig fordi jeg ikke forsøger at kompensere for hverken det ene eller det andet ved i omtalte reol at have flere bøger skrevet af kvinder.

Og de har ret, hvor har de ret. Jeg ved ikke, hvad det er med mig. Jeg bilder mig ind, at det er tilfældigt, men der er ret mange bøger, og der er så ganske, ganske få kvindelige forfattere repræsenteret. Er der noget ved dem, der afskrækker mig? Er der noget ved deres måde at skrive på? Kan man overhovedet tale om en mandlig og en kvindelig måde at skrive på?

I disse dage pryder Josefine Klougart for Gud ved hvilken gang avisforsiderne med sit sædvanlige blik og sin sædvanlige litteratur (hvilket jeg jo ikke aner om den er, sædvanlig, da jeg ikke har læst den), og min indre Niels Frank tænker: Åh, for fanden, nu igen, og det er jo egentlig vældigt synd for Josefine, der angiveligt er dygtig til at skrive på sin sædvanlige måde, selvom den har fået selv Lars Bukdahl til at kede sig, men det er netop det, der er problemet (min tanke, ikke Lars Bukdahls kedsomhed): Jeg får ikke lyst til at læse det, og det er skidt for kønsfordelingen og dermed ligestillingen, og hvis ikke nogen gør noget ved det pronto, går samfundet under.

Josefine Klougart klarer sig nok uden mig, og således kunne vi gå hver til sit (uden dog aldrig rigtigt at have været ved vores fælles), men det er jo ikke bare Josefine. Det er også Helle. Hvorfor er jeg ikke det mindste interesseret i at købe hendes bøger, når nu de pæne mennesker i aviserne siger så pæne ting om dem?

Man kunne forledes til at tro, at det i virkeligheden handler om, at den slags finlitteratur er perler for svin i mit tilfælde. Det er det måske nok, men Anne-Marie Vedsø Olesens Tredje Ikaros har bestemt ikke fået mig til at investere i mere kvindeproduceret materiale.

Så er der jo andre muligheder for genreskift. Hvad med krimier? Dem skriver de, kvinderne. Er du vanvittig, hvor skriver de krimier. Men jeg gider ikke at læse dem. Fordi jeg hader kvinder? Fuck no, jeg gider heller ikke at læse Jo Nesbø, Jussi Adler-Olsen eller hvem der nu ellers ligger i vejen for mine agurker i Netto.

Men hvad er det så? Hvorfor er jeg så dårligt og diskriminerende et menneske?

Jeg har faktisk to bøger af kvindelige forfattere på listen over kommende indkøb: Jennifer Egan for one.  Jeg tror, at Jennifer Egan er god. Hvad jeg bygger det på? Alle. Men anmelderserne af de andre bøger var jo også gode? Ja ja, men Jennifer er ikke dansker, og Jennifer har kaldt sin bog A Visit From the Goon Squad, og det lyder godt. Elizabeth Strout: Jeg vil også læse Olive Kitteridge. Hvorfor? Jamen, jeg aner det ikke. Det skulle da lige være, at de begge har vundet en Pullitzer, og jeg har gode erfaringer med at læse den slags vindere - omend de hovedsageligt har været, ja, selvfølgelig, mænd.

Men spørgsmålet er, om man enten skal have vundet en international pris eller skrevet Frankenstein (har den vundet noget?) for at ramme det, jeg gider at læse. Er der en særlig mandlig måde at skrive på, som tiltrækker mig mere? Snarere er der nok en særlig mandlig måde at læse på. Åh, der har vi den! Mandlige læsere - og du kan godt spare dig, du, der sidder og ikke vil sættes i bås med mig; der kommer ingen forbehold for generaliseringer fra dette imperiale selv til den samlede bestand - er indskrænkede (tænk selv på det usigelige alternativ: nej, du tør heller ikke, vel?).

Gad vide, hvordan kønsfordelingen er i en typisk kvindereol? Er der flest kvinder, eller har de i deres uendelige overlegenhed sørget for en så lige fordeling, at man kunne sætte deres bogreol direkte ind som lovbestemt idealbestyrelse i samtlige danske virksomheder?

Jeg havde vist nok en pointe, en undren i det mindste, om mandlig og kvindelig litteratur, men den forsvandt undervejs i ligegyldigheder om mine læsevaner. Maybe next time.

Jeg giver op. Jeg kan ikke få den her blog til at se cool ud. Det er lige meget, hvor mange gange, jeg cykler gennem themes og styles og hvad-ved-jeg; det ser stadig ud som en 90'er-hjemmeside om kæledyr. Her går man og prøver at være sådan lidt distanceret og lidt cool, og så må det jo godt se lidt fedt ud på den der afdæmpede måde, hvor jeg har afstand til mig selv, men ikke mere end at det stadig er ret fedt, det jeg går og laver og skriver og hører og whatnot. I stedet har jeg nu temaet crystalglass2. Rock'n'roll.