So, here we fucking go, sagde James Hetfield på sådan en lidt henkastet måde, som om han var ved at sætte ud i en intimkoncert for et Tim Christensen-publikum og lige havde annonceret, at denne her skrev han efter at have vandret i Spanien og mødt en mand, der... bla bla bla, you know the story, men James Hetfield stod på en scene i front for Metallica og skuede ud over en form for masseorganisme, der på én gang rakte ud efter ham og bare rakte ud - og sådan blev også heavypublikummet forankret i eksistentialismen - og det må have fået ham til at tænke - det ville have fået mig til at tænke, tror jeg - at det her fandme er ligesom at være med i en film, og JH - jeg må godt kalde dig JH, right? - må have fået den her fornemmelse af at se sig selv udefra, at lade som om det her er en filmscene, sådan som vi alle sammen gør, når vi er alene - oh yes, you do - og der stod han, James Hetfield, lead singer i et af verdens største Heavy Metal-bands, og jeg ved, jeg ved bare, at han, lige dér, følte sig som Milla Jovovich - åh, Milla Jovovich - og var klar til at række begge arme om på ryggen og trække nogle mothafuckas af nogle kanoner op fra bukselinningen og blæse hovedet af én zombie, to zombier, all the fucking zombies, mens musikken - preferably his own - øges i intensitet og støjniveau samtidig med at kameraet zoomer ud, så man ser det længere og længere oppe fra, og kommentaren var således tilpas afdæmpet, henkastet, cool - det er jo det, det handler om - til at være en filmreplik til netop sådan en scene, der både kunne indlede og afslutte filmen, måske endda være peaket, men helt ærligt, James, helt ærligt; hvor fucking cool er det at lade som om man er Milla Jovovich? Get a grip.

Nå, men det jeg ville sige var vist bare, at det her så er min blog, og nu er den kørende. So, here we fucking go.