D. G. Ribes

Hviskende små toner
Forlader dig senere og senere
Som du står der og dør.

Det er vanvittigt interessant med respons på egne tekster. Vi har brug for det når vi skriver. For at kunne udvikle sproget, karaktererne, miljøet og alt det andet. Og fordi vi kan blive så grebet af vores tekster at det kan være svært for andre at se præcist hvad det var vi ville. Og vi vil jo gerne læses, eller hvad?

Jeg fik udgivet en novelle for godt et år siden. Det var dejligt. Det gør mig hverken til den næste Dickens eller Andersen, bare glad i låget. For at det ikke skal være løgn, tog det mig kun godt 5 timer at skrive den og jeg havde det hamrende sjovt imens.

Da den var blevet udgivet, kom det interessante - andres reaktioner. Dem havde jeg aldrig forestillet mig, da jeg sad og skrev. Hvilket er lidt fjollet, eftersom jeg jo altid selv har en holdning til det jeg læser.

Reaktionerne spænder utroligt bredt. Der er dem, der mener at jeg har forsøgt at lægge en masse spirituelle holdninger ind i den. Nogen læser den meget alvorligt. Andre har en opfattelse af at den mest handler om sex. Og dem, der arbejder i hjemmeplejen, griner højt af genkendelse og synes i øvrigt at det er lidt synd for manden i historien. Der er dem der ikke kan lide den og dem, der mener den er for kort. Og alt derimellem. Uanset hvad, havde hver enkelt læser en holdning til den - det er meget forvirrende på sin vis.

Tænk, hvis jeg havde fået respons fra alle dem, inden jeg sendte den ind til forlaget. Hvad er chancerne for at den så ville blive udgivet? Eller for at jeg havde haft det så sjovt, da jeg skrev den?

Selv synes jeg den handler om uskyld og forvandling. Og om at det aldrig er for sent at springe ud i livet og bare leve det, nyde det og fortære det, i stedet for at snakke om det. Man kan også nå det, selv om man står og gubber sig op ad døden og kun har 5 åndedrag tilbage.

Sortering må der til! Masser og masser af det. I guder, hvor er jeg taknemmelig for respons.

Hvis du forveksler humor med latterliggørelse, er din kærlighed til andre brugt op. Du kan naturligvis bare grine videre. Gør det. Kom nu. For så har jeg den perfekte undskyldning til at sidde og spise popcorn, mens din sjæls skib synker.

- Dolores Daybright.

Engang gik jeg hos en terapeut, der sagde til mig at alle menneskers fornemmeste opgave er at få det bedst mulige liv. At bruge de værdifulde ting, vi har med os. Hun var så provokerende at hun sagde: "Din opgave er ikke at have det skidt. Du skal leve og du kan leve et rigtig godt liv med de vidunderlige gaver du har indeni" Ahvadbehager? Det kan man da ikke! ARGH! For helvede! Så bliver jeg jo nødt til at opgive at være ulykkelig? Så kan jeg ikke ringe til plageånd 1, 2 eller 3 og få et ordenligt dunk i hovedet hver gang jeg er lidt for tæt på at opleve lykke, tilfredshed, kærlighed, samhørighed, succes, accept. Så skal jeg både sætte grænser og sige farvel til angst og alt muligt. Og leve mit liv fulstændig som jeg selv har lyst. Nægte at verificere løgne. 

For pokker hvor var jeg vred.

Jeg var så vred at jeg splittede en reol fuldstændig ad. Ok, den var grim som arvesynden. Og lugtede af gammel røg. Den var også købt for afladspenge og havde en klam stodders fingeraftryk på den. Og den lignede fuldstændig mine forældres gamle skodmøbel, der stod i stuen, hvor vinreolen og overfusningerne var pænt klodset op.

Til min ros skal det siges at jeg IKKE smed den ud af vinduet fra 3. sal. Jeg rykkede den i stykker med de bare næver og bar stumperne ned i affaldsrummet. Hylde for hylde. gavl for gavl. Den var både limet og naglet og skabt længe før ikea kom til.

Pffffft. Lykke. Hvor er det bare groft. Hun var sgu god. Og så havde hun ikke noget hår. Når jeg ikke kan sove, tænker jeg stadigvæk på hende. Og holder Dennis den vidunderlige i hånden.

Jeg elsker at skrive, for så kan jeg tale frit og svømme rundt i billedrigdom - intet behøver at give mening, intet behøver være sandt og jeg kan fortælle sandheden ved at lyve så det driver. Billeder på tekst er noget af det bedste jeg ved. Metaforer, farver, teksturer... Uhmmmm.. ammenam.

Det bedste er, at i øjeblikke med skrive-flow, bliver det helt åbenlyst at jeg næsten udelukkende skriver for min egen skyld. Jeg bliver helt forelsket.

Nu må dagpengesystemet godt snart spytte mig ud, så jeg kan tappe ord uden at føle skyld og skam.