D. G. Ribes

Engang gik jeg hos en terapeut, der sagde til mig at alle menneskers fornemmeste opgave er at få det bedst mulige liv. At bruge de værdifulde ting, vi har med os. Hun var så provokerende at hun sagde: "Din opgave er ikke at have det skidt. Du skal leve og du kan leve et rigtig godt liv med de vidunderlige gaver du har indeni" Ahvadbehager? Det kan man da ikke! ARGH! For helvede! Så bliver jeg jo nødt til at opgive at være ulykkelig? Så kan jeg ikke ringe til plageånd 1, 2 eller 3 og få et ordenligt dunk i hovedet hver gang jeg er lidt for tæt på at opleve lykke, tilfredshed, kærlighed, samhørighed, succes, accept. Så skal jeg både sætte grænser og sige farvel til angst og alt muligt. Og leve mit liv fulstændig som jeg selv har lyst. Nægte at verificere løgne. 

For pokker hvor var jeg vred.

Jeg var så vred at jeg splittede en reol fuldstændig ad. Ok, den var grim som arvesynden. Og lugtede af gammel røg. Den var også købt for afladspenge og havde en klam stodders fingeraftryk på den. Og den lignede fuldstændig mine forældres gamle skodmøbel, der stod i stuen, hvor vinreolen og overfusningerne var pænt klodset op.

Til min ros skal det siges at jeg IKKE smed den ud af vinduet fra 3. sal. Jeg rykkede den i stykker med de bare næver og bar stumperne ned i affaldsrummet. Hylde for hylde. gavl for gavl. Den var både limet og naglet og skabt længe før ikea kom til.

Pffffft. Lykke. Hvor er det bare groft. Hun var sgu god. Og så havde hun ikke noget hår. Når jeg ikke kan sove, tænker jeg stadigvæk på hende. Og holder Dennis den vidunderlige i hånden.