Katrine May Hansen

Jeg anbefaler bogen: “Verdenspoesi”, med malerier af Bettina Winkelmann og tekst af filosoffen og forfatteren Dorthe Jørgensen.

Det er smukke billeder, inspireret af det arabiske skrift–  og symbolsprog, som Dorthe Jørgensen har skrevet tankespinderier til og hun er sørme vanvittig dygtig. Hun overskygger for så vidt sin egen inspirationskilde (malerierne) og hendes tekster er klar kortprosa, digterisk filosoferen, som danner vidtforgrenende tankebilleder.

Begge kunstnere har opholdt sig ved Det Danske Institut i Damaskus og bogen afspejler kulturmødet og kredser om det fælles rum, der kan opstå på tværs af kulturer. Hvordan en skønhedoplevelse rummer en værdi i sig selv og hvordan den fælles erfaring bliver større end den individuelle erfaring.

Jeg er ikke helt vild med bogens layout og omslag, den er mig en tand for billedbogsagtig, men alt i alt en bog som rummer dybde og skønhed i både malerier og ord.

Den er fra 2011 og udgivet på Kvindemuseets Forlag (Århus) 

Lad os nu for helvede holde op med at brokke os over historisk givne kønsforskelle og over hvem der blev snydt for div. medtagelser i div. kanoner og istedet koncentrere os om det vigtige: det skabende arbejde.

Vi har vel alle helte og inspirationskilder, også kønsspecifikke, og er du fortørnet over at din ikke er med i historiebøgerne, så sørg dog for, at du kommer med og dermed også ånden fra din kilde.

Jeg er ved at læse Thomas Manns; Døden i Venedig og ja, den er god. Sproget ciselerer i lange, smukke sætninger så de stramme beskrivelser snor sig om sjælen. Det er smukt. Og udsøgt og på én gang løssluppent og ekstremt tøjlet.

Har du læst den? Det er en lille roman som handler om en ældre mand, en stor fofatter, som tager til Venedig og her bliver betaget af en ganske ung dreng. Det betegnes som en af de helt store undergangsromaner, og trækker tråde tilbage til Platon/Sokrates-forholdet og ideen om Det Skønne –  Skønhedens Forførende Undergang.

Det interessante for mig –  udover at nyde sproget –  er beskrivelsen af kunst-idéen og den måde, Mann definerer kunstnerrollen på. Her tales netop om en forfatter og om den lidende kunstner. Mann nævner direkte Skt. Sebastian (Her i Andreas Vaccaro's fremstilling) som det skønneste sindbillede på (den ægte, sublime) kunst.

Men, åh, læs dog dette stykke fra s. 20 højt for dig selv, det er sgu smukt:

”Kastede man et blik ind i denne digteriske verden, så man den fornemme selvbeherskelse, som til yderste øjeblik skjuler en indre underminering, det biologiske forfald, for verdens øjne; den askegrå, sanseligt undertrykte hæslighed, som er i stand til at puste sin ulmende brunst op til en ren flamme, ja, svinge sig op til herredømmet i skønhedens rige; den afmagt, som fra åndens glødende dyb henter kraft til at omstyrte et helt overmodigt folk for korsets og sin egen fod; (…)”

Det, jeg tænker er -at sprogets skønhed forfører og at Mann ligger sig i en tradition, som hylder den lidende, ophøjede (mandlige) kunstner  – og jeg er egentlig lidt træt af den hyldest. Det er egentlig ikke, at de (vi) ikke længere findes, os der, drevet af nysgerrighed eller længsel eller dæmoner, sætter af mod de menneskelige afkroge og ind imellem betaler med ensomhed, fattigdom og generel mistænksomhed fra det omkringliggende samfund… det er sandt, men… måske er det ikke hele billedet –  måske er forametheden ikke en absolut nødvendighed for at nå til kunsten… skal vi ikke videre? 

Fulde indlæg »