Katrine May Hansen

Faktisk er det ikke panik, panikken er en efterreaktion, en efterrationalisering en eftersocialiseringsproces, som skal forhindre mig i at handle på den umiddelbare indskydelse.

Den umiddelbare indskydelse handler om genkendelse og er helt uden forbehold (det er manglen på forbehold som senere skaber panikken).

Jeg kan sætte mig på hans skød og bide ham i skulderen. Betragte ham lukke øjnene. Mærke hvordan alle hans små, strittende nerveender rækker ud efter mig som fimrehår, som tentakler. Som det naturligste i verden, kan jeg kysse denne mand, som det naturligste i verden, elsker jeg ham. Det er nemt, det er jo kærlighed. Jeg har ingen spørgsmål, jeg kan sætte mig for hans fødder, tilbede hans hænder, slå øjnene ned som en bly viol. Jeg kan le direkte ind i hans sjæl. 

Her er en mand. Der findes ikke mange mænd, men hér er en. Denne mand kender jeg, jeg elsker ham uden han selv gør noget for det. Hvordan skulle han kunne det, vi kender slet ikke hinanden, ikke i den verden, der findes udenfor intuitionen.