Katrine May Hansen

Kan det passe, kan man tiltrækkes, trækkes til, på et øjekast, på fyrre sekunders ophold ved siden af hinanden, mens den ene køber kaffe og den anden venter på at komme til? Kan man stå der, i egne tanker og pludselig mærke sit køn åbne sig, som en søanemone, tusind bløde tentakler strækker sig, dovent og søgende, som fimrehår, og forundret ser man sig omkring, ikke så meget fordi man er bange for at afsløres, men mere for at finde årsagen til kønnets overraskende åbning. I glimt ser man på DSB-damen, som er ved at finde byttepenge frem, på billetkontrolløren, som helt ugenert piller sig i øret, men heller ikke her ses nogen tegn på genkendelse, så man rykker blikket mod højre og her står han og søanemonen svulmer og duver bidt og insisterende imod ham. Og så får man sine byttepenge og træder automatisk et skridt tilbage og han træder et skridt frem og ens uldærme rører hans skjortearm og i det øjeblik strejfer hans blik over ens sjæl og inden man vender sig og balancerer kaffe og chokolade tilbage til sin plads i den anden ende af toget, når man at registrere uret på hans venstre arm, at den øverste skjorteknap mangler, at hans hår ser fedtet ud og at han ligner én, som kan håndtere en le.