Katrine May Hansen

Blind som katten, som skrivepulten synes at trone, blind og ubarmhjertig. Jeg måtte ty til papiret, det skulle give mig adgang til mandens visdom. Engang mødte jeg en mand, han så mig, men han så det ikke selv. Egentlig var han vel en idiot. De findes jo. Hvordan skal jeg nogensinde få det her til at lykkes, det kan man spørge sig selv om, så det gør jeg og med mig følger andre, nære og venner og frænder, sågar fjender, men de er de nemmeste at afparere. Hvad er det i det hele taget du vil, spørger vi, hvad er der dog galt, hvorfor brokker du dig, hvad er der dog galt med alt det, du har og kan og gør, spørger vi, og jeg svarer - de svarer også, det er derfor de stiller spørgsmålene, for selv at få lov til at svare - jeg svarer 'alt, at alt er galt, for jeg findes ikke, jeg ser, at jeg er blind', og så ryster de på hovedet af mig, vender sig halvt væk, for jeg er pinlig og dér, lige der føler jeg mig modig for første gang.