Katrine May Hansen

Engang mødte jeg en mand. Han var skaldet og han havde en kat, en sort, langhåret, blind kat. Den havde det flotteste Freddie-overskæg, tyndt og snoet og den sad nogle gange på mandens skulder, men ikke altid. Katten var blind, men det var manden ikke, han gloede på mig, og ikke nok med det, han så mig. Det sagde han. "Jeg ser dig", sagde han til mig. Jeg troede ikke på ham, men var benovet over at en mand af hans kaliber selv troede det. Dog var jeg klar over, at det alene var mit glatte ansigt, han så og fandt behag i, og at det naturligvis ikke kunne blive ved på den måde. For hvordan skulle jeg nogensinde få ham til at lukke op for al den ekspertise han besad, forbeholdt allerede furede ansigter. Jeg måtte tale til katten, den var jo blind.