Katrine May Hansen

Hvorfor skriver mænd bedre end kvinder? Og vigtigere selvfølgelig, hvorfor påstår jeg det? Jeg har altid mit køn i hovedet, når jeg skriver, hvad angør sprog og tema tænker jeg altid over, om mine læsere mon vil kunne se, at det er en kvinde som skriver. Hvorfor værdisætte kvinders tekst som dårligere end mænds? Jeg tænker selv over det, når jeg læser en tekst, bilder mig ind at jeg vil kunne kønsbestemme forfatteren - på følsomheden, indlevelsen, de traditionelt kvindelige styrker versus råheden, fremdriften? Nej ikke kun, for hvad angår følsomhed og fremdrift, oplever jeg at både mænd og kvinder besidder lige mængder. Det må være måden. Jeg er mudret ind i fortid, i mandens historiske selvværd og kvindens historiske mindreværd. Allerede inden den er læst, når mandens og kvindens kunst står ved siden af hinanden, føler jeg, at mandens er mere værd, mere interessant, samfundsmæssigt, filosofisk, hvad angår Livskunst. Denne følelse kommer før en eventuel bedømmelse af kvaliteten og handler ikke om den, men alene om mandens konkrete overlegenhed i tusinde år. Af samme grund foretrækker jeg en mandlig læge, en mandlig advokat, nyhedsoplæser, mentor, måske livspartner...

Sådan har jeg haft det, og det har sat mig fri. Uden samfundets øjne på mig, med bevidstheden om, at det jeg skrev aldrig ville vælte samfund, skabe filosofier, inspirere livsværdier. Ikke, at jeg ikke blev bedømt, fordømt, men det skete kun på personlige fejl, for der var ingen grund til at tage min kunst alvorligt. Jeg forsømte min samfundspligt på flere planer, men ikke på det kunstneriske, for det fandtes ikke. Så kunsten kunne jeg uden blusel bruge til at skabe mig et rum, hvor mine samfundskvindelige fiaskoer ikke var vigtige. Mit rum, kunstens. Her behøvede jeg ikke tage mig selv alvorligt, eller jeg kunne lulle mig ind i den uendelige tristesse, nemt, for Verdenssmerten får man jo forærende som kvinde, der er bare ingen, som vægter den. Jeg kunne uforstyrret svælge i min underkendte kunstersjæl, for allerede mine gener havde bestemt, at jeg ikke skulle skabe samfundsomvæltende litteratur.

Sådan har jeg det ikke mere, ikke helt. Noget er sket. Jeg har oplevet et nyt et nyt historiesyn, et nyt verdenssyn og et nyt kunstnersyn. Tre syn, har jeg haft og de er ikke mine endnu, men de er krøbet under huden på mig og kastet mig fuld af tyngde ud i en vægtløs verden.

Det er spændende, ikke? At fortiden, historien måske var anderledes end vi fik fortalt, at nutiden, verden, måske slet ikke styres af de kræfter, vi troede. At kunsten måske er større, friere og meget mere kvindelig, end historien og verden har reflekteret.

Tænk engang. Jeg vil fortælle mere om de tre syn.