Kører, kører af sted, hvor mon det ender

kun larmen, larmen af skinner, med lyden, metal mod metal; ”Gadong, Gadong”

fyldt, fyldt med liv, liv i en skal; forskellige skaller med forskellige træk

alle disse grå; bare sidder, som skulpturer med den nyeste ven med klik

ingenting at dele, ingen at bære, det er udover den organiske lære

en habit i første rasende hurtige bane, banen med den potentielle ære

kører, venter, sniffer, kigger, men mangler en overligger

frygt, frygt for middelmådighed; fjende nummer et

humor er med; dog med et nervøst og tvivlsomt tvist

snøren så stram om kværken; mangel på luft, kvælning og galgen er nær

Anden række, rækken lige til venstre

kvinde i kval; fattes nød, forsøger forgæves ikke at være en mand

panik, panik for at være eller ikke at være; den i rampelyset

slikker læberne, ingen fugt kraftig nok; endeløs tør og ingen der tør rør´

oprigtighed er væk, og alt er en i den evige regn af smerte

Et glimt i tiden, et menneske på tredje alderstrin

hviler i sind, refleksion på eksistens, livet er godt, livet er skønt

kigger, kigger ud af erindringsvej, der kun er et glimt på vej

nyder, smiler; kognitivt omfavner den vision

venter på at gå, passerer til udenom, hvor det er lyst og tyst og trygt

Sidder der, kigger her, lille barn på række nummer fire

keder sig, træt af tid, stresset og rastløs i en ikke tilgivet tid

søger, søger lindring der, hvor der burde inviteres uden krav

legesygt barn; med en tåre i agt og intet sted at opnå en pagt

latter er borte, tilbage er kun den tørre tåre i hjertet

Som en fredfyldt fugl; sidder bare der, på det klareste sæde i den midterste række

med vinger af silke, hun svæver så dybt og så lavt og så højt

stirrer, inspicerer, følger med øjne så milde og dog så solide

undrer sig hvordan, undrer sig hvorfor; hvor er det der kom ovenfra

 med spredte vinger, gør hun klar; til sin videre tur og sin forfaldne tro

Kører, kører af sted, det koger på toppen

så mange tanker, som blot vaskes ud og svæver væk i den stærke blæst

smuk, smuk og fin og grå; dette er den afkræftede mængde

så meget håb og råb og smerte i hjerte

 undrer, undrer hvordan man ku´ hop´ på et andet tog?