Bo Troensegaards Blog

gamle vaner ses ofte

som tøj på en snor

hen mod en aften

ses de små nuancer

i livets hospital

sengene er belagt med

gamle mennesker

børn leger i gårdene

jeg kigger mig omkring

med en sagte hosten

trasker ned af de små

gyder og omfavner

en måge der skider

på jorden

lorten er våd

man kan se det

på dens konsistens

jeg trækker de gamle

støvler på

trækker vejret en gang til.

jeg går

med hovedet

bukket

under armen i regnvejret

som en ridder

med en for lille rustning

sidder jeg på hesten

kigger ud over havet

de nøgne måger pudser

deres næb på stranden

med

lånte fjer

jeg pudser

næse

i en

for lille klud af stof

de gennemsigtige ansigter

i sjælens spejl minder mig om tilværelsen

på den anden side af

dødens kant

jeg stiger af hesten

sætter mig på hug

nærværet i himlens lys får mine

øjne til at blinke

min krop sitre

med sagte åndedræt

og der er runer i kødet

giv mig en ske til at tage

indmaden ud af munden

for døden hvisker sin

egen melodi

i efterårets dis.

angsten stirre dig

i ansigtet

vinteren er mørk

biller på jorden

edderkopper

på kroppen

dine hænder

ryster af mange

nætter indhyllet

i sne

åbne sår på dine ben

en bjørneklo

står rank

der hvor du går

ansigterne i spejlet

bringer minderne frem

de lyse nætter

i månens skær

de farvede

kastanjetræer

ved flodens bred

et billede malet

af dit sind

trænger op til overfladen

som grene

der springer ud en forårs dag.

omkring det

hvide papir

stikker tjørne frem

fra lydens skjul

en knitren af

ren larm.

bakken ler

og vandet løber

over

sten

og sand

to drenge

leger med

en båd

bygget af træ

de sender

den ned

af bækken

den forsvinder

i solopgangen

et morgengry

sender dem hjem

hvor en kvinde

tager i mod

selv om en ørred

spræller på land

og en pige græder

henne ved en busk

og en musvit har tabt

sin vinge

længere oppe

af bækken.