Bo Troensegaards Blog

jeg går

med hovedet

bukket

under armen i regnvejret

som en ridder

med en for lille rustning

sidder jeg på hesten

kigger ud over havet

de nøgne måger pudser

deres næb på stranden

med

lånte fjer

jeg pudser

næse

i en

for lille klud af stof

de gennemsigtige ansigter

i sjælens spejl minder mig om tilværelsen

på den anden side af

dødens kant

jeg stiger af hesten

sætter mig på hug

nærværet i himlens lys får mine

øjne til at blinke

min krop sitre

med sagte åndedræt

og der er runer i kødet

giv mig en ske til at tage

indmaden ud af munden

for døden hvisker sin

egen melodi

i efterårets dis.