| « Tidens motor | Det er ikke sådan » |
Polarnat
Kold luft
løb over
hans ansigt.
i polarnatten
vendt mod nord
så han igen
ind i evigheden
der blev tændt
et lys i
kroppens sprækker
mellem ham
og
verden
han styrtede sammen
blev tvunget
i knæ
ved det første skridt
da han rejste sig
kiggende han op
mod polarnattens
nordlys
synet sprængte ham
i tusinde
stykker
igen
og igen blev han
tvunget i knæ
da han rejste sig
var det forfra.
Intet feedback endnu
Kommentarfeed for dette indlægKommentarer tillades ikke anonyme besøgende. For at kommentere skal du logge på som blogbruger. Få hjælp til dette her.