Davidmichaels blog

Den mest vanvittige film jeg har set om bureaukratiske politistater er Terry Gilliams "Brazil" og på dens egen forskruede facon formidler den bagsiderne ved for stærk kontrol med befolkningen.

Det begynder med at et insekt falder ned i en maskine der er ved at printe information om en terrorist. Navnet på terroristen ændres så en uskyldig mand hentes af en voldsom politistyrke. Da de opdager fejlen er han død og de kan ikke overføre et erstatningsbeløb til enken fordi hun ikke har en bank konto. For at aflevere beløbet må en bureaukrat risikere straf for at aflevere en check. I mellemtiden fortsætter den virkelige terrorist sit arbejde. Ikke med at slå ihjel. Nej, han er blikkenslager og han reparerer så tingene faktisk fungerer. Uden at være autoriseret af staten og uden at udfylde alle statens formularer. De fleste lever i hjem med enorme rør der skjuler loftet og de fleste er vant til at intet fungerer. Præcis som staten ønsker det. Og så kommer den skiderik og ødelægger det hele. Som en anden superhelt svinger han sig fra bygning til bygning med blikkenslager-værktøjet i rygsækken.

Filmen kan ses på Youtube. Her er første afsnit.

Terry Gilliam er som de fleste ved en del af Monty Python. Derfor ventede de fleste at filmen var morsom. Den har absolut glimt at humor, den sorte slags, men først og fremmest er den en kommentar til den måde central administration foregår på. Vanviddet er tegnet op på stærk symbolsk og gennemskærende vis. Tænker man videre fra filmen kan man bestemt se træk og tankegange gå igen i vores egen stat......

Et mesterværk fra Terry Gilliam. En klar favorit på filmhylden.

En af mine favorit film er "Throw momma from the train" (Smid mor af toget). Fordi den indeholder kostelige perler af forfatter jokes.

Skrivelæreren prøver at tage hul på en historie. Han kan ikke komme videre end til "The night was" før han får skriveblokering.

Owen, en entusiastisk elev, mener selv at have en genial idé til en krimi: "En mand med hat dræber en anden mand med hat".

En kvinde på skriveholdet skriver om en ubåd uden at kunne betegnelserne for instrumenterne: "Og så trykkede han på en knap eller noget og båden dykkede."

En mand på skriveholdet har skrevet en roman, hvis kapitler hver kun indeholder ét navn - på de kvinder han vil i seng med.

Har du ikke set denne gamle film perle endnu kan jeg varmt anbefale at du gør. Her er et klip:

Vi mangler flere film af den type. De fleste om forfattere udelader humoren men hvem af os har ikke fået et billigt grin over os selv på grund af en komisk sammenstilling af ord eller begivenheder? Lad os hylde brølerne og håbe at vi oplever mange flere af dem (inden udgivelsen selvfølgelig)

For nylig genså jeg en klassiker, Charlie Chaplins "The Great Dictator". Den er fantastisk. Han gør tykt grin med diktatorer, og især Hitler som i filmen hedder Hinkel - hvilket Mussolini omdøber til kælenavnet Hinky. Der er en scene, hvor de to diktatorer har et kæmpe skænderi der afbrydes af mad der smides gennem luften og mad der er alt for stærk og får dem til at kollapse og hive efter vejret. Jeg kunne ikke lige finde den scene, men filmen er fyldt med guld korn og kan godt tåles at blive set flere gange. Her er Hinkys berømte "Dans med verden"-scene:

Jeg er ret sikker på, at den dans symboliserer enhver dikators våde drøm. Men så blandes en lille jødisk mand ind i billedet. Han kommer til at redde en af Hinkys mænd, og da den lille jødiske mand ligner diktatoren, er der lagt op til forvekslinger - og det kommer der også.

Fra start til slut er der jokes i filmen og Chaplin får svitset verdens diktatorer. Er man til humor og systemkritik, er filmen et must.

I 8 uger har jeg loyalt tændt for tv'et hver onsdag når Omar Marzouk gik på skærmen og satte fokus på religion og humor - på om de to kunne forenes - i programmet "Grin med Gud". I 7 uger har han sagt i introen at i sidste program ville han lave ét stort show helt uden filter. Men i det ottende program blev der ikke lavet noget show overhovedet. I stedet fik han en snak med Frank Hvam og et par andre med meninger om sagen. Hvor blev det store show uden filter af? Nu siges det at der kommer en ekstra-udsendelse på onsdag, hvor de viser hele showet for jøderne og muslimerne. Fint nok. Men hvor blev det store show uden filter af? Kan det være at DR har censureret det store show bort, fordi de i forbindelse med det syvende show om islam fik mindst én truende sms fra salafisterne om at den der gjorde grin med Gud og profeten skulle dø (se DR's korte omtale af det her)? Sidder nogle af jer med info om hvorfor showet ikke blev til noget?

I det sidste program (tror jeg) nævnte Omar Marzouk, at han før havde lavet nogle islam-kritiske programmer som ikke blev sendt, med henvisning til at det ville påvirke tv-stationens forretningsmuligheder negativt (skræmme annoncører væk eller noget andet). Taler vi ikke skjult censur, hvis stationen til at begynde med gav ham grønt lys til at lave programmerne? Opretholder dansk statsligt tv også en skjult censur? Jeg mener ikke man skal begynde en ny Muhammed-krise eller håne nogen religion, Gud eller profet, men det er heller ikke mit indtryk at Omar Marzouk ville komme til at gøre det. Han havde tilsyneladende lært noget om humor og islam.

Det var en tam følelse at se sidste program. Man vidste godt, hvilke holdninger der ville komme frem. Intet nyt der.

Jeg er fascineret af de mecanismer der vækker angst i litteraturen eller i film, og også det aspekt der hedder ”når uhyret dækker over noget” altså symboliserer et problem i menneskenaturen eller samfundet. Der findes forskellige typer monstre i litteratur og film og – siges det – de har en symbolsk betydning. Hvad kan det fortælle os som læser eller skriver? Jeg så et program, hvor lektor Jørgen Riber Christensen fra Aalborg Universitet gennemgik monstrologien, læren om monstre. Han inddeler monstrene i fire grundtyper:

Fusionsmonstre = Disse er sammensatte. F.eks. en zombie der er levende og død på samme tid.

Fissionsmonstre =  Disse er også sammensatte men har ikke de to elementer i sig samtidig. F.eks. varulven der enten er varulv eller menneske på skift.

Magnifikationsmonstre = Det er som regel dyr som folk har skræk for, f.eks. edderkopper. De bliver i fiktionen blæst op som store og farlige i ”monsterperspektiv”. King Kong var ”stamfaderen” til senere kæmpeinsekter, fortæller lektoren.

Kompilationsmonstre = Dette er når forskellige monstretyper samles i samme monster. F.eks. Stephen Kings ”It”, hvor monstret tager form efter dét ofret er mest bange for. Lektoren kalder disse typer for intertekstuelle ”maskiner” der refererer tilbage til de tekster som de kommer fra. Det kan være at ofret er bange for vampyrer og så fokuserer teksten på angsten og ofret ”ser” (forestiller sig) en vampyr eller monstret laver sig om til én. Det er ret smart for monstret (og forfatteren) påstår ikke at eksempelvis vampyrer er virkelige, men ideen om dem findes i kulturen og dermed i angsten som personen og publikum/læserne oplever.

Den indbyggede præmise i monstrologi er ifølge lektoren, at monstre ikke findes, så derfor må monstre betyde noget andet end sig selv. Der er et fortolkningsimperativ i dem. Monstre kan symbolisere noget der foregår i samfundet eller i mennesket.

De kan være symboler på psykologiske aspekter. Det kan være en angst for videnskaben, fobier, våbenindustri, ungdommens vildskab. I filmen ”The Tarantula” vil en videnskabsmand få dyr til at vokse for at skabe ekstra mad til den voksende verdensbefolkning, men det går galt og kæmpe edderkopper angriber samfundet. Det er et eksempel på angsten for, hvor videnskaben fører hen – at den løber løbsk.

Jeg tænker på om denne præmise nogensinde bliver brugt af (i hvert fald bare nogle) forfattere eller er det kun teoretiske spekulationer fra monstrologien, lektorer mv.? Præmissen er præsenteret som  det sidste. Men har den præmise – at monstre symboliserer noget andet – været den oprindelige pointe med monstre? Har de haft en funktion i fortællinger som vi bare har glemt fordi vi har fokuseret så meget på underholdningen selv? Bemærker nogen (læsere/seere) disse betydninger? Er monstrologi en måde at forklare det uforklarlige med logik, en måde at flygte fra den angst der sættes i gang hos os?

Well, jeg ved det ikke men jeg tumler med de spørgsmål. Jeg synes de er relevante for dem der skriver horrorlitteratur. Det er spørgsmål som den enkelte må svare for sig selv. For nogle er det tilfredsstillende med underholdningen alene. Men de der vil arbejde med dybere lag i det skrevne – kan måske bruge disse tanker til noget? Jeg tygger videre på sagen. Jeg tror jeg vil skabe et monster i min næste novelle, som ligger i fjerde kategori. Så kan jeg prøve i praksis om jeg kan bruge dette dybere lag i min skrivning......