Davidmichaels blog

Når du nu taler typer af monstre, kommer jeg til at tænke på Pascal Boyers minimalt kontraintuitive begreber, hvilket kort fortalt går ud på, at vi husker væsener, der bryder vores forventninger uden at bryde dem for meget. Begrebet bruges til at beskrive religion, men kan bruges om det meste overnaturlige. Ideen er, at vi er særligt indrettet til at huske visse ting bedre end andre, og (blandt meget andet) derfor er overtro så udbredt. Det er nærmest intuitivt. Det passer måske bedre til dit tidligere indlæg om litterær darwinisme, hvor det kunne være en forklaringsmekanisme til, hvorfor horrorhistorierne er om netop disse væsener og ikke andre (for man kunne jo opdigte et temmelig ekstremt monster, men det ville så blive mere i retning af maksimalt kontraintuitivt, hvis det både var udødeligt, forvandlede sig fra menneske til dyr, kunne gå igennem vægge, vidste alt, var alle steder på én gang osv. - og dermed ikke nemt at huske).

Pascal Boyers minimalt kontraintuitive begreber virker meget relevante i forbindelse med monstre. Der er vidst noget jeg skal læse op på for dette er nyt for mig. Men allerede her kan jeg følge dig. Det ville være vanskeligt at relatere til sådan et monster som du beskriver, og forvirrende. Genkendelse - eller noget man kan relatere til - er det, der ifølge nogle ligger til grund for humor, altså hvorfor vi synes noget bestemt er sjovt mens andre ikke finder det sjovt. Det sættes i relation til vores erfaringsverden. Det giver mening, at det også skulle gælde for overnaturlige elementer og monstre. Måske fordi vi mennesker gerne putter ting i kasser - fordi det kan lette forståelsen.

Hvis man skrev om en plante der skulle forestille at være et monster, men som ikke havde monstertræk i udseendet og "bare" var uhyggelig og grum på forskellige måder (den sprøjtede måske gift ud på forbipasserende og hjemsøgte folk), tror jeg at man snarere ville opfatte planten som en mystisk plante frem for et monster, fordi det slet ikke ligner eller har andre "almindelige" monstertræk ud over det uhyggelige og grumme aspekt. Tankevækkende og virkelig spændende input. Tak, der blev jeg inspireret

Det interessante ved de her begreber er, at de udnytter vores evolutionært udviklede tænkemekanismer og på den måde hægter sig på vores intuition. Det er bl.a. derfor man kan være lidt utryg ved at gå alene gennem et mørkt hus. Bruger vi vores fornuft, ved vi jo godt, at der ikke er noget - men vores intuition beder os om at være på vagt. Sådan lidt forsimplet.

Et eksempel på, hvordan det fungerer: Gud som vi kender ham er et almægtigt væsen. Han ved alt, ser alt osv. Han er alle steder på én gang, ved hvad vi tænker og ved, hvordan alle begivenheder vil udvikle sig. Hvordan i alverden, spørger man så, hænger det sammen med det minimalt kontraintuitive? Det gør det, fordi alt det ovenstående er vores refleksioner over Gud. Det er det, vi har bygget oven på vores intuition. Det er Gud, som vi snakker om ham og skriver om ham, og her bliver det jo altid lettere at digte flere og flere egenskaber til.
Sætter vi nu folk i en situation, hvor de ikke får lejlighed til at trække på deres refleksive billede af Gud, så viser det sig, at vores umiddelbare og intuitive forståelse af ham er en ganske anden: Gud er stort set bare et andet menneske, der tilfældigvis er usynligt - dvs. minimalt kontraintuitiv; han bryder kun én forventning i forhold til det at være menneske. Fx opfatter vi ham som kun værende ét sted af gangen.

For nu at vide, hvorfor det er så relevant, må vi lave en hurtig kobling til menneskets moralske udvikling. Vores evolutionshistorie byder hovedsageligt på et liv i mindre grupper. Det er afgørende for overlevelsen, at gruppens medlemmer udvikler en moralsk orden, så vi ikke snyder og udnytter hinanden. Fristelsen til at øge sin personlige gevinst vil dog altid være der - det er en balance. Men fristelsen bliver jo lidt mindre, hvis man aldrig ved, om nogen holder øje. Hvis Gud i bund og grund er et andet menneske, der tilfældigvis er usynligt, vil vi aldrig kunne være sikre på at være alene til at begå vores umoralske handling.

Gudsbegrebet bliver dermed koblet til automatiske mekanismer, som har hjulpet os til overlevelse - og derfor er det meget svært at slippe af med. Selv erklærede ateister har svært ved ikke at opføre sig som om, der er 'et eller andet'. Selvfølgelig ikke, hvis de får lov til at tænke over det, men hvis de bliver sat i en situation, hvor man kan registrere deres intuitive handlinger, afspejler de en basal form for overtro.

Et eksempel: hvis vi fortæller en gruppe studerende, at der har været observeret et spøgelse, snyder pågældende gruppe mindre til en umiddelbart efterfølgende eksamen. Ideen er jo så, at spøgelsesbegrebet har aktiveret de mekanismer, vi bruger til at tænke om andre mennesker. Det foregår selvfølgelig helt ubevidst.

De overnaturlige begreber er altså ikke bare helt tilfældige - de kan meget let relateres til noget, der har betydning for os, fordi de i bund og grund opfattes som (i dette tilfælde) andre mennesker, der blot bryder en forventning til det at være menneske, og netop disse to ting, at de betyder noget for vores liv og de bryder forventningen, hjælper os til at huske dem - stadig som oftest på det intuitive niveau.

Hvorfor er ateisme så så udbredt? En mulighed er, at ateisme er en refleksiv "overskrivning" af intuitionen. I pressede situationer vil mange alligevel opføre sig som om der findes 'noget andet', fordi det trækker på vores alment menneskelige tankemaskineri.
Ofte ser vi jo også, at folk bare tror på noget andet, hvis de ikke tror på Gud: fx spøgelser eller skæbnen. Sagen er, at der ligger den samme tænkemåde bag. For skæbnens vedkommende gælder det, at vi på en måde generaliserer den menneskelige intention: nogen vil noget med mig. Igen: det menneskelige sind blæses ud i omgivelserne.

Jeg har skrevet lidt på hukommelsen her, og det er længe siden, jeg har læst om disse emner, så der er nok røget nogle nuancer i farten, men det er et spændende område. Her gælder det hovedsageligt religion, men det samme er som sagt tilfældet for spøgelser, skæbnebegrebet og meget andet. Spørgsmålet er så, om også monstertroen i nogle tilfælde kan trække på de samme mekanismer, eller om de er en anden type væsener?

Det er virkelig spændende tanker. Den med at gå gennem et mørkt rum vækker genkendelse. Nerverne i kroppen søger for at forberede sig på om der kan være noget man bør være forberedt på. Jeg har læst, at mange ateister sender en bøn til Gud når de er i en livsfarlig situation, som om tanken om døden sender dem tilbage til en gamle kollektive tro på at Gud er med os altid.

Jeg tror monstre passer ind i tankerne, for på en måde kan de i det ubevidste opfattes som "menneske-lignende" væsner hvis de har arme og ben, hoved og hjerne, selv hvis de slet ikke ligner os. Eller man ser dem som en slags dyr. Dyr kender vi så en del af genkendelsen er der. Den uforudsigelige og skræmmende natur hos rovdyr osv. Så måske vil den fysiske fremtoning i sig selv vække en genkendelse så monstret bliver set som "et andet menneske eller dyr", bare med meget mere uhyggelige træk i det indre og ydre end vi er vant til. Jeg læste engang en horrorhistorie om et monster, der var helt hvidt og som havde arme, ben, hoved osv. ligesom os, altså en aflang krop med cirka samme proportioner, men til gengæld var monstret behåret og havde to munde med sylespidse tænder og lignende ikke et menneske i ansigtet. Det havde seksuelle drifter og visse menneskelige følelser som beskytterinstinkt. Det blev gjort klart at dette var et uhyre og slet ikke af vores race eller art, men alligevel blev væsnet på visse punkter menneskeligt af disse grunde. Det var kun små ting der gjorde det "menneskeligt" og alligevel virkede det stærkt. Monstret slog flere ihjel, det var dets natur at gøre det, men tanken om at fange det og bare torturere det til det døde var ikke rar. Det var som om en lille del af én håbede på det kunne få en mere menneskelig behandling. Ret interessant reaktion. Måske spiller det også på en anden genkendelse - genkendelsen af de voldelige og dårlige sider i menneskets natur og ønsket om at der må vises nåde i sidste ende (af Gud eller hvad man tror på).