Davidmichaels blog

Jeg sidder her i eftermiddagssolen med min elskede Mia og reflekterer over hvordan der kan være så meget mørke i verden, når der er så meget lys. Det kan være svært at forstå, når så meget glans falder over mig fra hende.

En sang spiller i baghovedet. For det er umuligt at tænde for nyhederne uden at se lidelsen. Der er et valg mellem at give op og at holde fast i det smukke. Jeg forsøger at se på de lyse sider, om der bare er enkelte. Var der nogen der blev reddet? Kan man gøre mere næste gang?

Dag for dag lever jeg efter det motto, at jeg skal nyde livet fuldt ud mens det er der. Det kan jeg kun hvis jeg tager mine medmennesker ind i varmen. Gør min del så godt jeg kan. Jeg siger til mig selv:

Der er mennesker, der svinder bort øjeblik for øjeblik. Som det mindste - giv dem din medfølelse. Lad dem vide at de er mennesker - og set af dig. Det er det mindste skridt man kan tage, selv hvis man ikke kan hjælpe mere direkte.