Relationer

 Hun tripper med tæerne og svinger hypnotiserende med fødderne. Blæser sin boble en, to, tre gange. Hver gang døren knirker, hopper hun ned fra bordet og retter forfængeligt på sin kjole. Men hver gang er det bare mor der kommer ind med vasketøjet.

Lad mig ligge
Rejs mig ikke
Jeg er bekvemt her
I den tykke væske
Varmere og varmere
Min seng kalder
Jeg kalder på hvile
Sove for evigt
Uden at drømme
Ingen Gud der er fordømmende
Ingen familie der er bekymret
Helt følelsesløs
Så nemt
Får jeg så mine lovede vinger?

Hun råber så højt, lytter ikke til de hårde ord fra kæften i hendes smukke ansigt. Lad mig sove, lad mig sove og ligge. Det er vigtigt det hun siger: Hun hader mig og min dovne krop. Jeg vender ryggen til hende og begraver mit beskidte ansigt i mine arme. Hun forvirrer mig og gør det værre. Stop med al den råben. Hendes tårer er krystalklare, men tisgule. Jeg forstår ikke hvorfor hun tuder, det er jo hende som at det er der er en kælling. Mine øjne burde smelte, hun elsker mig ikke mere, tror ikke på vore bånd og lænker.

Glasset er knust
En gunstig gennemsigtighed
Roen er faldet over detonatoren
Og præsten beder en stille bøn
For nattens splintrede børn

Tabt på gulvet
Igen
Smadret
Og en gang til, mine nattens uroligheder
Mine børn

Skårene spredt for alle skud
Og sorger
Tag mig med, min vind
Bær mig øst
Vis mig farverne
Og gudsfrygten

Ser du mig?
Papiret der krøller sammen for øjnene af dig og i regnen svigter.
Det er det samme hvert år; bladene forlader træets krone og blomsterne lægger sig modløst til at dø under sneen.
Men jeg holder fast i hvad der er tilbage!
Det er en underlig årstid.
Luk øjnene!

Jeg venter i fucking hundrede år, og NU svarer han, hvad sker der for det??? Fuldstændig kold i røven, kort og kontant: ”Jeg kan ikke i aften, har andre planer…” snakker med ham dagen efter, og så har han krafedme brugt sin aften på at fung shui sit værelse! Skal jeg nu vente i endnu hundrede år før han svarer mig, eller går der kun to minutter…? Skal jeg gå i hi og vente på han kommer og kysser mig, eller gå ud og drikke mig stiv? Hvad er mindst ynkeligt?

Du sidder i en læderstol.
Du sidder med hænderne i skødet og håret i en knold.
Jeg er misundelig.
Du fortæller mig at jeg er din og ingen andres.
På en og samme tid er jeg fornærmet og smigret.
Det synes jeg lige du skulle vide.
Du rejser dig fra dit svøb.
Din kjole har ikke en eneste rynke.
Du løsner dit hår og lader det falde på skuldrene.
Du elsker mig vist.
Om lidt skal jeg gå min vej.
Du vil råbe ad mig, smide mig ud og hade mig.
Læderstolen vil være tom.

Jeg springes! Jeg splintres! Jeg er knækket. Jeg sidder i en ensomhed af glæde, mens de tre andre smertes i en ensomhed der omslutter dem og binder dem sammen, men skiller os alle ad! De er så langt væk – de er alle alt for langt væk! Jeg sidder her i isolation og bider mig selv i læben af frygt for selvmedlidenhed fordi jeg ikke kan se dem mere! En hel ø skiller os… en ø jeg ville bruge alle mine kræfter på at fjerne lige nu, blot for at se dem samlet!
Går tidligt i seng! Går tidligt i seng og får stress og får psykoser og bliver deprimeret og bliver indlagt og bliver forflyttet og bliver fortvivlet og bliver nedgjort og bliver hånet og forladt! Hvor er han når man har brug for ham?! Sidder på sin pind og spiller så pisse hellig…

Han skriver. Skriver mere og skriver løs. Vender papiret og sætter endnu et kryds. I forhåbning om at dette vil virke og ikke fejle. Cigaretten vender med snuden nedad og asker på den grå kant, gråt på gråt. Ordet flyder som sort på hvidt – ikke sandt, blåt på hvidt på sorte, alt for lige, linjer. Det går for hurtigt, jeg kan ikke følge med, forstår ikke hans kryptiske sprog og tegnsætning. Han befinder sig i en uvirkelighed jeg ikke kender til. Svinder hen og går tabt i værket og ensomheden af sit uforanderlige univers, hvor ingen er velkommen, eller måske… hvis jeg spørger pænt.
”Godmorgen” siger han, og drejer ansigtet mod mig, da han ser at jeg er vågen.