I ethvert eventyr ligger guldet gemt det mest usandsynlige sted. Det er derfor et under, at nogle forfatterspirer glemmer barndommens visdom og stadig tror, de skal være den næste Hemingway, Keats eller Ionesco – i stedet for at finde sit eget guld.
Er det da bedre at være plagiat end at tilføre litteraturen nye originaler?
Bøger er en beskidt affære. Man får både ord under huden og i hovedet. Det kan nu næppe undgås, eftersom universet ifølge den amerikanske digter, Muriel Rukeyser, ikke består af atomer, men af historier.
Rukeyser opfattede al kunst som en metode til formidling af kunstnerens emotioner til et publikum, der er åben for dem, og pointerede, at der ikke findes dårlig kunst.
Det, der ikke rører det ene hjerte, kan jo røre det næste, så hvem ved definitivt, om et værk er godt eller dårligt? Selv teknikker kan knækkes med fordel.Der findes et væld af kreative forfattersjæle i verden.
Mange er desværre ikke født ind i udgivelsens tid endnu. Måske fordi forlagene i visse tilfælde ikke har været åbne nok.
Paul Austers debutroman, By af Glas, blev afvist af 17 forlag, før nogen tog en chance – og fik en international bestseller ud af denne mærkværdige og højst interessante bog i New York Trilogien.
Det kan tilsvarende undre, at en fantastisk forfatter som Stephen King får lov at pryde de danske boghandleres hylder i dansk oversættelse med al sin velsmurte teknik og syrede plots, som dog er helt realistiske i hans hænder.
Imens har Richard Laymon, en fabelagtig horrorforfatter med kvaliteter, spænding og teknikker, der efter min mening er fuldt ud på højde med King, tilsyneladende kun fået en enkelt bog oversat til dansk.
Trods hans arv på over 40 romaner og endnu flere noveller og andre udgivelser. Hans bøger er en klar kilde til inspiration for alle skrivende i horrorgenren og dybt underholdende for resten af den horrorelskende læserskare.
Modsat kan en anden mulig årsag til manglende udgivelse være, at forfatterspiren endnu ikke har fundet sit originale udtryk. Kunst kræver jo tid. Det er ikke pizzaer, forfatterne jonglerer med. Det er kunst.
Blot må forfatterspiren ikke forveksle manglende udgivelse med manglende evne. Det kreative guld gemmer sig i menneskets dybder inde i en skattekiste af underbevidsthed, der blæser bobler op til hjernens overflade i håb om at blive hørt.
Desværre skal boblerne først trænge igennem et ofte astmafremkaldende lag af støv fra stressede hverdage og diverse selvværdskomplekser, som muligvis skyldes den rationelle tidsalders forvirring over, at kunst ikke har noget facit.
Bestseller-virus
Er der andet at gøre for forfatterspiren end at skrive løs? Bestemt. Al den inspiration og lærdom i skrivningens kunst, som mange higer efter og tror er fuldstændig uopnåelig, ligger for fødderne af dem.
På biblioteker, i boghandlere, på Internettet, og hvor som helst, der står skrevet ord. For hver gang vi tvinges til at vurdere, om dette præcise udtryk virker positivt på netop os, finder vi vores eget litterære ståsted.
I mit arbejde som manuskriptlæser, hvor jeg hjælper forfattere og forfatterspirer til at forbedre deres manuskripter, støder jeg desværre nogle gange på forestillingen om, at teksten nødvendigvis må stræbe efter at være udtryk for et andet sind end det, teksten kom fra. Det skal lyde som stof fra en idealiseret bestsellerforfatter, blot i anden udgave med et par personlige undertoner fra den skrivende selv.
Listen carefully. I shall say this only once.
Glem det. Vær tro mod dig selv. Det er din fornemste pligt som forfatter.
Misforstå mig ikke. Jeg elsker at tilbringe timer ved et stearinlys med gode, gamle litteraturdiamanter som Shakespeare og Emily Dickinson, og forsvinde ind i forunderlige universer med danske sværvægtere såsom Leif Panduro eller japanske som Haruki Murakami.
Men verden er allerede blevet velsignet med disse fantastiske sjæles sprudlende vid og beåndende ord, som for nogles vedkommende stadig drypper fra pennen i skrivende stund.
Litteraturen har derimod altid behov for nye tanker og stilarter for at undergå den evolution, som enhver kunstart må tåle for at fornys og ramme planetens højst forskelligartede publikummer.
Det gamle guld er stadig guld. Gør det da noget at tilegne sig nyt, eller bliver litteraturen tværtimod mere rig af dette?
Tænk hvis alle træer fik savet grenene af. Jeg ville savne bladene. Selv de halvvisne, for hvad var træet, hvis ikke disse blade engang havde siddet på det? Kun en stamme.
Hvis alle skrev som Shakespeare, gad ingen læse hans værker eller se hans stykker. Publikum kunne regne slutningen ud, og således må Romeo og Julie dø. Dog ikke længere af kærlighedens misforståelser. De var sultet af kedsomhed og gået i graven med et gab.
Alvorligt kreativ
Der er en tredje grund til ikke at tage skønlitteratur seriøst. ”Det er jo kun fantasi. Min tid er bedre brugt på…”. Hvad? Vi kunne selvfølgelig alle være civilisationen nyttig som Thomas Edison.
Så kunne vi sidde her i en funklende smuk, men pænt overbelyst verden – med absolut intet brændstof til vores egen udvikling som mennesker.
For det er litteraturens højeste formål. At inspirere og rykke såvel enkeltpersoner som nye kunstnere med sine teknikker og historier, uanset hvor trivielle eller mystiske de måtte forekomme ved første øjekast.
Hvem har ikke prøvet at lægge en bog fra sig og være blevet rørt af lagene i eller under historien, fordi et andet menneske tog sig tid til at formidle sine idéer? Hvem siger, at tanker er mindre vigtige end virkeligheden? Findes der nogen virkelighed, hvis der ikke findes tanker?
Internationale erfaringer viser litteraturens positive påvirkning af menneskets velbefindende og psykiske udvikling. I England anvendes fx biblioterapi som alternativ til piller for igennem litteratur og læsegrupper at hjælpe mennesker med at sætte ord på og forløse deres psykiske problemer.
I USA har Touchstones Discussion Project bl.a. hjulpet fængselsindsatte til at udvikle empati og færdigheder, som de behøver for at sløjfe kriminaliteten. Midlet? Litteratur. Takket være lyse hoveder som Homer får de indsatte udtrykt deres tanker og følelser og gennem diskussioner større forståelse for livets tunge begreber som frihed og ansvar.
Individuel kreativitet er ganske enkelt porten til såvel kreativ som personlig evolution. Ligesom kærlighed, og den topper vel listen over værdige sysler.
Chokoladeshake
Hvordan fodrer man så kreativiteten? Ved at tænke anderledes og prøve nyt. Tag andre veje hjem fra arbejde, så du ser andet end de sædvanlige huse. Vælg rejsemål og seværdigheder, du aldrig har interesseret dig for, og find det interessante i dem.
Frem for alt – tag intet for givet. Forestil dig med rumvæsnets øjne, hvad gamle ting kan bruges til, som andre ikke har opdaget. Betragt alt fra malerier til dørhåndtag og forsøg at regne ud, hvad der gik igennem skaberens hoved. Alene fordi det er sjovt og ofte umuligt at kende det præcise svar, hvorfor du må gå i seng med mulighederne svømmende i din bevidsthed.
For kreativitetens ophav er hverken kedeligt eller begrænset. Forrest Gumps berømte ord, ”Livet er som en æske chokolade – du ved aldrig, hvad du får”, gælder i høj grad også kunst.
Hver læser kræver sit særlige sprog og sin særlige teknik for virkelig at synke budskabet eller underholdningsværdien, så det er bare om at komme i gang. Nå dem, der ikke har fundet deres stemme i dine bøger endnu. Det gælder, uanset om du er forlagsredaktør, boghandler, bibliotekar eller skrivende.
Filosoffen Epiktetos ytrede, at hvis man vil forbedre sig, må man være tilfreds med at blive opfattet som fjollet og dum.
Så tag endelig til stranden og se månen spejle sig i havet en stjerneklar aften, og spørg dig selv, om månen svæver deroppe i himlen og reflekteres af bølgerne, eller om den i virkeligheden ligger på havbunden og spejler sig op i himlen gennem vandet.
Måske er universet anderledes for dig end andre.
Lad verden høre om dét.
Copyright Jannie Solaas, manuskriptlæser, skrivecoach og skrivelærer, www.solaas.dk
Artiklen er tidligere bragt i litteraturmagasinet Overgrunden nr. 4
Illustration: Bestseller im Supermarktregal, af Olaf Simons
| < Forrige |
|---|
