Uddrag af Sylvia Plaths roman ”Glasklokken”.
Tekstbidrag: Jannie Solaas
Kommentar: Jannie Solaas
Uddrag af Sylvia Plaths roman ”Glasklokken”.
Et nyt snefald dækkede hospitalets arealer – ikke et juledrys, men en mandshøj januarsyndflod af den slags, der standser skoler og kontorer og kirker og en dag eller mere efterlader et rent, ubeskrevet ark i stedet for huskeblokke, lommebøger og kalendere.
Hvis jeg kom godt igennem min samtale med de forsamlede læger, ville Philomena Ginueas store sorte bil om en uge køre mig mod vest og sætte mig af ved mit colleges gitterport.
I vinterens hjerte!
Massachusetts ville være sunket ned i marmoragtig ro. Jeg forestillede mig de snedækkede Grandma Moses-landsbyer, sumpstrækningerne raslende med tørrede dunhammere, dammene hvor frø og dværgmalle drømte i isen, og de skælvende skove.
Men under den skuffende rene og jævne skifer ville topografien være den samme og i stedet for San Fransisco eller Europa eller Mars, ville jeg lære det gamle landskab med bæk og bakke og træ. På en måde forekom det at være så lidt efter et halvts års frafald at skulle begynde, hvor jeg så voldsomt holdt op.
Alle ville selvfølgelig vide besked med mig.
Dr. Nolan havde uden omsvøb sagt til mig, at en masse mennesker ville behandle mig med forsigtighed eller ligefrem undgå mig som en spedalsk med en advarende klokke.
Min mors ansigt dukkede op i mine tanker, en bleg, bebrejdende måne ved hendes første og sidste besøg på hospitalet efter min tyve års fødselsdag. En datter på et sindssygehospital! Det havde jeg gjort mod hende. Men hun havde tilsyneladende besluttet at tilgive mig.
”Vi fortsætter, hvor vi slap, Esther,” havde hun sagt med sit søde martyrsmil. ”Vi vil handle, som om dette var et mareridt.”
Et mareridt.
For mennesket i glasklokken, tom og gået i stå som en død baby, er selve verden mareridtet.
Kommentar
Sylvia Plath var ofte virkelig intens i kraft af de unikke billeder og detaljer, hun lagde ind i sine tekster. Uddraget giver et eksempel på, hvordan hun folder sig ud som en mester i anvendelse af sproget for at skabe stemning og visuelle oplevelser for læseren.
Teksten viser også, hvordan hun ikke nødvendigvis bare lader et billede være et billede - hun bruger det gerne som baggrund for det, hun vil sige, som en indgang til følelserne. Nogle gange er indgangen ligefrem et spejl.
Det er lettest at læse Plaths prosatekster, men hun har også skrevet mange digte. Digtene kræver mere af læseren, men til gengæld er de fyldt med billeder, som læseren kan summe over meget længe.
Digtsamlingerne er ikke nogle, jeg vil anbefale at læse på en aften, selvom man ud fra omfanget godt kan klare det. De kræver fordybelse for at blive forstået, og sådan er det også med "Glasklokken".
Selvom teksten er enkel nok, er temaet og dramaet mellem linjerne stort. Det handler om liv og død på det psykiske plan, og Sylvia Plath vidste, hvad hun talte om.
Romanen er delvist selvbiografisk. For de, der er interesserede i Plaths digte, vil jeg fremhæve digtet "Søvnløs" fra bogen "Ariel - og andre digte" som det bedste, jeg har læst.
Indledningen i sig selv er fyldt med stemning, billeder og intensitet: "Nattehimlen er bare en slags karbonpapir, blåsort, gennemhullet af stjernepunktummer, der slipper lyset ind, glughul efter glughul - et benhvidt lys, som døden, bag ved alle ting."
Døden, som Plath længtes efter, spiller en stor rolle i hendes tekster. Efter flere mislykkede selvmordsforsøg, tog døden ulykkeligvis imod hende, og verden mistede en fantastisk poet.
Litteratur: Glasklokken, af Sylvia Plath. På dansk ved Birte Svensson. Gyldendal.
Illustration: Bell jar apparatus during low-pressure test, af NASA - Spaceflight and Life Sciences Training Program. Fra Wikimedia Commons.
| < Forrige |
|---|
